Nyt grønt og gastronomisk grundforløb

10 elever begyndte i august for første gang på Byhaver og gastronomi. Det er et helt nyt første grundforløb for elever fra folkeskolen, som vi på Hotel- og Restaurantskolen udbyder sammen med Roskilde Tekniske Skole.

En af  de nye elever er 17-årige August. Han har valgt at starte på Byhaver og gastronomi, fordi han gerne vil vide noget om, hvor maden kommer fra, og hvordan det produceres med en særlig interesse for vegetarisk mad.

– Det er fedt at få baggrundsviden om den mad, som vi står og laver.

En god vekslen mellem undervisning og skoler

Grundforløbet er opbygget sådan, at eleverne på skift får undervisning begge steder – i vores byhave i Valby og i Roskilde Tekniske Skoles grønne afdeling, Vilvorde.

August fortæller, at han er glad for, at forløbet veksler mellem snitteknivene og hakkejernet og så den teoretiske undervisning om dyrkning og tilberedning af maden.

– Det har været mega fedt at switche mellem skolerne og lære noget forskelligt om mad.

Grundforløbet Byhaver og gastronomi er meget oplagt, hvis man for eksempel overvejer at blive gartner, kok, landmand eller ernæringsassistent.

Læs meget mere om indholdet og mulighederne på grundforløbet.