Nyt undervisningsmateriale om fuldkorn klar til brug – Fuldkornspartnerskabet

Underviser du madhåndværkere, og har du den gode smag i højsædet? Så er der hjælp at hente. Hotel- og Restaurantskolen er en del af Fuldkornspartnerskabet, der nu lancerer et gratis undervisningsmateriale om fuldkorn til undervisning af kommende generationers madhåndværkere.

Fuldkornspartnerskabet lancerer et gratis undervisningsmateriale, som skal hjælpe faglærere med at undervise i fuldkorn. Der er fokus på den gode smagsmæssige oplevelse og at gøre det nemt at arbejde med fuldkorn. Det langsigtede mål med materialet er at øge danskerne indtag af fuldkorn – for at forbedre folkesundheden. Derudover skal materialet give elever viden og inspiration til, hvordan de kan anvende fuldkorn i praksis.Hotel- og restaurantskolen har, som partner i Fuldkornspartnerskabet, været med til at udvikle materialet sammen med blandt andre Kræftens Bekæmpelse, som også er partner:

Det skal være sjovt og smagsmæssigt spændende at spise mad med fuldkorn. Derfor ønsker vi at give vores gastronomassistenter, bagerelever og ernæringsassistenter en grundlæggende viden om fuldkorn, samt en faglig motivation til at arbejde smagsmæssigt og innovativt med fuldkorn. Vi ønsker naturligvis på den lange bane at bidrage positivt til at øge danskernes fuldkornsindtag, da fuldkorn er et af de officielle kostråd” , siger Mette Toftegaard Rasmussen – specialkonsulent på Hotel- og Restaurantskolen.

Skræddersy undervisningenUndervisningsmaterialet er opbygget i flere undervisningsforløb, som giver faglærerne mulighed for at skræddersy deres undervisning. Materialet ligger online på http://undervisning.fuldkorn.dk/.

”Jeg oplever, at undervisningsmaterialet har en høj faglighed, og at det er praksisorienteret. Videofilm og levende grafikker gør det lettere at formidle, uanset hvor stor viden eleverne har om fuldkorn på forhånd, så kan man få glæde af materialet, som tilmed er nemt at hente online”, fortæller Michael Wang Dinesen, der er uddannelsesleder på Hotel- og Restaurantskolen.

Kilde: Nyt undervisningsmateriale om fuldkorn klar til brug – Fuldkornspartnerskabet