Smørebrød/caterelev til Movia

Trafikselskabet Movia søger en elev, som ønsker at uddanne sig til cater og har lyst til at bidrage til at vores medarbejdere får en god frokostoplevelse hver dag.

Som caterelev i Trafikselskabet Movia får du en alsidig uddannelse i en moderne kantine på en stor arbejdsplads. Din uddannelse vil bestå af både skoleophold og praktik.

Du vil blive oplært i tilberedning af kolde, lune og varme retter til frokost. Du vil også lære at tilberede vegetariske retter i forbindelse med vores ugentlige ”grønne” dag, Derudover vil du blive oplært i anretning af forplejning til møder og større arrangementer, indkøb, oprydning og hygiejne. Du vil desuden indgå i teamet og tage del i de praktiske opgaver. Der er dagligt frokosttilberedning til 350 – 450 personer.

 

Arbejdstiden er mandag til torsdag fra kl. 7-14.30 og fredag fra 7-14.00. Du vil få løn i henhold til overenskomst mellem KL og Restaurationsbranchens forbund.

Indgå i et velfungerende team
Du vil blive en del af et team på fem medarbejdere, der alle har været ansat i flere år og arbejder godt sammen i en god tone. Der er er højt til loftet og plads til en sjov bemærkning, selvom hverdagen er præget af travlhed med at få tilberedt frokosten til alle medarbejdere.

Du vil få en velkoordineret og grundig elevuddannelse blandt medarbejdere, der er vant til at få elever godt integreret i teamet. Som ny elev vil du have gode muligheder for at præge din elevtid og med din interesse og engagement, kan du få mulighed for at præge madlavningen.

 

Arbejdet i kantinen tilrettelægges efter gældende restriktioner på grund af corona-smitte. Vi håber og tror på at arbejdet i kantinen normaliseres efter sommerferien.

 

Hvem er du?
Vi forestiller os, at du interesser dig for at lave sund og lækker mad til mange mennesker og at du trives i en travl hverdag. Som person er du positiv, har en god situationsfornemmelse og god til at indgå i et team.

 

Du vil, alt efter din udvikling, få tildelt opgaver, der både kræver selvstændighed og hurtighed, hvorfor dette også er kompetencer vi søger hos vores kommende elev.

Vi forventer, at du har gennemført grundforløbet til uddannelsen som cater.

Da det er vigtigt, at vi afspejler samfundets sammensætning, opfordrer vi både kvinder og mænd med dansk eller anden etnisk baggrund til at søge stillingen.

 

Interesseret?

Ansøgningsfristen er søndag 25. april 2021.

 

Fra uge18 og frem vil vi kontakte kandidater med henblik på en kort snak om elevstillingen og at arrangere et besøg i kantinen, hvor du vil få rig mulighed for at se og opleve arbejdspladsen.

 

Spørgsmål til stillingen kan rettes til kok Kenneth Hansen på tlf. 36 13 20 71 eller keh@moviatrafik.dk

 

Ansøgning

Find stillingsopslaget på vores hjemmeside: Movia – Ledige stillinger (moviatrafik.dk) og send din ansøgning og CV!

Vi glæder os til at høre fra dig.