Svampe i krydderlage

Det er rigtigt smart at konservere sine grøntsager i en lage. For det første giver det en vidunderlig smag og en anderledes tekstur. For det andet giver det en øget holdbarhed og bidrager til et mere bæredygtigt køkken, hvor rester kan gemmes væk og bruges på en ny måde, når der er behov for det.

Ingredienser

Kogelage til ca. ½ kg svampe/grøntsager:

  • 1 dl æbleeddike
  • 4 dl vand
  • 1 spsk. salt

Krydring og færdig lage:

  • 5 friske laurbærblade
  • 2 tørrede chili
  • 100 g oliven (kan undlades)
  • et ½ helt pillet hvidløg
  • ½ spsk. hele peberkorn
  • ca. 2 dl olivenolie (eller rapsolie)
  • den indkogte lage
  • evt lidt soya

Sådan gør du:

  1. Kog lagen sammen.
  2. Kog så svampene, hver slags for sig, i lagen, til de er skrumpet til det halve.
  3. Tag dem op, og kom dem i et stort sylteglas.
  4. Stik krydderier og hvidløg ned mellem svampene, hæld lagen, der i mellemtiden er kogt ind til ca. 3 dl, ned til dem, og fyld så glasset op med olivenolie, til alt er dækket. Det kan spises med det samme, men bliver kun bedre med lidt lagring. Lagen i glasset bliver en meget fin dressing til friskkogte grøntsager, som krydring til sammenkogte retter eller som dressing til grove salater af f.eks. kartofler, når glasset er tømt. Før lagen bruges til andet, skal den lige koges godt igennem.

Tip! Hvis du vil sylte enoki svampe, så rens svampene ved at skære roden af, put dem i glas sammen med krydderierne og hæld den varme lage over, da disse svampe ikke tåler så meget opvarmning.