”Det vigtigste er at finde den rigtige person”

Nogle arbejdsgivere er forbeholdne i forhold til at ansætte EUX elever, fordi deres skoleperioder er meget længere end andre elevers. Hos B\Lunch i Søborg er de ikke bekymrede.

Sofie Bengtsson Baumgarten er som en af de første i gang med EUX Ernæringsassistentuddannelsen på Hotel- og Restaurantskolen. Siden juni har hun været i praktik hos B\Lunch, som driver kantiner og laver frokost ud af huset til flere firmaer. Som EUX elev er Sofie væk fra sit praktiksted i 20 uger ad gangen, men det afskrækker ikke hendes arbejdsgiver, Bente Wolf Lytje.

– Jeg vidste faktisk slet ikke, at hun var EUX elev, da jeg ansatte hende, men jeg hænger mig ikke i sådan noget. Det vigtigste er at finde den rigtige person, og jeg syntes Sofie passede godt til os. At hun så er væk i længere perioder end vores elever plejer at være finder vi nok ud af. Jeg skal bare have det til at passe, sådan at hun ikke er væk samtidig med vores anden elev, siger Bente Wolf Lytje.

Sofie var den første fra sit hold, som fik en læreplads. Hun var i minipraktik hos B\Lunch tilbage i december sidste år, og de var så glade for hende, at de straks tilbød hende en praktikplads, selvom det betød at de måtte vente seks måneder, før hun kunne starte.

– Det var fedt at kunne fokusere 100 procent på skolen og eksamenerne, fordi jeg allerede havde en aftale på plads. Men det var samtidig også lidt svært at følge dem, som var lang tid om at finde en praktikplads, fortæller Sofie, hvis klassekammerater heldigvis alle endte med at få en uddannelsesaftale.

bliv eux ernæringsassistent på hotel og restaurantskolen
– Vi havde Sofie i minipraktik i en uge, og jeg kunne mærke med det samme, at hun passede godt ind hos os, siger Bente Wolf Lytje, som driver B\Lunch.

God kombination af praktik og bøger  

For Sofie har kombinationen af en erhvervsfaglig og en gymnasial uddannelse vist sig at være det helt rigtige.

– Jeg tror jeg er lidt ordblind, og derfor tænkte jeg, at gymnasiet ville være for hårdt. Men for mine forældre er det vigtigt, at jeg har mulighed for at læse videre, og derfor valgte jeg EUX. Det er rigtigt fedt, at vi ikke kun er i køkkenet hele tiden, og gymnasiefagene er slet ikke så svære, som jeg havde regnet med, fortæller Sofie.

Hun kunne godt finde på at læse videre på et tidspunkt, men vil gerne arbejde nogle år i branchen først.

– Når jeg så bliver træt af at stå i køkkenet kan jeg tage mig en uddannelse mere, griner hun.

Vidste du at:

Du har mulighed for at få en skolepraktikelev ud i en delaftale, mens din elev er på skole?

Kontakt vores praktikpladskonsulenter for at høre nærmere.