Grundforløb 1: Urban Gardening & Cooking

Få jord under neglene i vores bylandbrug, og kombinér din råvareindsigt og høst med gryderne i køkkenet.

Måske har du tidligere haft en skolehave eller oplevet en byhave? Måske kan du se meningen med at koble jord og bord og lave mad med de produkter, du høster? Kort sagt: Er du i tvivl om du vil være kok eller gartner, og vil du lære, hvordan man anlægger og dyrker i en have, hvordan et gartneri fungerer og hvordan man bedst kan bruge de ting, der er i sæson og lige til at høste? Så er denne fagretning noget for dig.

Du skal både være glad for og interessere dig for at lave mad, være i køkkenet og kreere nye retter, men også have lyst til at være udendørs i frisk luft og bruge dine hænder og din viden til at så og dyrke økologiske grønsager og andre planter.

Praksisnær undervisning

Du skal arbejde med områdernes særlige forhold, metoder og fagsprog gennem praktiske projekter, der forhåbentlig vækker din nysgerrighed og bl.a. kan omhandle:

  • Innovativ gastronomisk anvendelse af frugt og grønt fra gartneri og natur
  • Sorter og smage – hvordan dyrker man forskellige sorter, smager de forskelligt og hvordan bruger man dem bedst?
  • Kloge hænder – lær at bruge redskaber rigtigt og anlægge have og bygge drivhus
  • Etablering af din egen drømmevirksomhed og vejen til ønskejobbet.

Undervisningen vil være organiseret med fokus på samarbejde og læring i praksis ud fra cases hentet fra gartner- og fødevareerhvervenes virkelighed. Undervisningen vil tage udgangspunkt i eksperimenterende problemløsning og kreativ idéudvikling – og du vil få masser af mulighed for at prøve tingene af i praksis.

Fagretningen Urban Gardening & Cooking er et samarbejde mellem Hotel- og Restaurantskolen og Roskilde Tekniske Skole. Undervisningen vil primært foregå på Hotel- og Restaurantskolen i Valby, i skolens køkkener og i skolens bylandbrug, men det kan også foregå andre steder i København og på Roskilde Tekniske Skole og gartneriet i Vilvorde.

Læs mere om fagretningen Urban Gardening & Cooking

Grundforløbet varer 20 uger. Du kan se næste opstart her.

Tilmelding via optagelse.dk