Pris til Anne-Birgitte Agger

19. maj 2022

Anne-Birgitte Agger modtager Hartmann-Prisen

Direktør på Hotel- og Restaurantskolen modtager Hartmanns Mindepris 2022 for sin ekstraordinære indsats for unge, fred, økologi og bæredygtig mad 


​"Jeg er overrasket, beæret og meget glad. Jeg må indrømme, at da fonden ringede og fortalte mig det, troede jeg, at det var telefonfis. Men så gik det op for mig, at de mente det alvorligt. Det er lidt overvældende, for det er jo bare mad, mad til folket og en ret politisk tilgang til fred, bæredygtighed og omsorg for verden og miljøet. Og jeg har faktisk ikke gjort noget som helst alene. Vi har altid været et team, en flok og tit rigtig mange," siger Anne-Birgitte Agger om tildelingen af prisen. 

Prisen, som ud over æren lyder på 300.000 kroner, bliver hvert år givet til en person, der inden for det danske samfund har præsteret en særdeles værdifuld indsats af social, humanitær, videnskabelig eller kulturel karakter. I år har bestyrelsen bag prisen fokus på et område, hvor der ikke tidligere har været prismodtagere, fortalte bestyrelsesformand Christian Kjølbye ved overrækkelsen, der fandt sted på Hotel- og Restaurantskolen i går. 

Anne-Birgitte Agger har ifølge Hartmann Fonden gjort en særdeles værdifuld indsats for samfundet på nye måder og i flere forskellige henseender. Blandt andet fremhævede bestyrelsesformanden i sin tale hendes tidlige indsats for skoleelever i rollen som formand for Landsorganisationen af Elever. Indsatsen, som ledende kraft bag Next Stop-bevægelsen, som arbejdede for fred mellem unge fra øst og vest.  

Kamp for økologisk mad og gastronomi

Efter jerntæppets fald kastede Anne-Birgitte Agger sig over et andet sprængfarligt område: økologisk omlægning af offentlige måltider som direktør i det nyetablerede Københavns Madhus, der på 12 år opnåede sit mål om en andel på 90 procent økologi i de 900 offentlige institutioners råvareindkøb, etablering af madskoler, køkkenløft af hundredvis af institutioner, boost af EAT-skolemad og børnemadsordninger i stort set alle daginstitutioner - og samtidig en massiv international berømmelse.  

Siden 2018 har Anne-Birgitte Agger stået i spidsen for en tilsvarende stor forandringsopgave som direktør for Hotel- og Restaurantskolen, hvor hun har givet sig i kast med nedslidte bygninger, faldende elevtal, dårlig økonomi, forældede rammer og en for teoretisk tilgang til håndværksuddannelser, som byder hende imod. 

Udover mindeprisen uddeler fonden hvert år også en diplompris til yngre personer, der inden for det danske samfund forventes at ville præstere en værdifuld indsats efter at have vist lovende resultater af almindelig samfundsmæssig værdi inden for sociale, humanitære, videnskabelige eller kulturelle områder. I år går prisen på 150.000 kr. til 36-årige Dustin Clausen, der er lektor i matematik ved Københavns Universitet.  

Fakta

  • Anne-Birgitte Agger
    Formand for Landsorganisationen af Elever i 1977-78 

    Kampagneleder for bevægelserne Next Stop Nevada og og Next Stop Sovjet i 80’erne. 

    Kastede sig først sammen med Camilla Plum i den økologiske fødevarevirksomhed Den Rene Vare og siden som direktør i sit eget Aggers Selskab over distribution af økologiske varer og rådgivning om omlægning i årene 1991-2006 

    Direktør i Københavns Madhus 2007-2018 

    Direktør Hotel- og Restaurantskolen 2018-  
  • Hartmann Mindeprisen  
    Hartmann Mindeprisen er på 300.000 kroner, som tildeles modtageren personligt. Det er 33. Gang, den bliver uddelt. Sidste år modtog professor og overlæge Thomas Lars Benfield, Hvidovre Hospital prisen for sin indsats mod covid-19. Tidligere har Andreas Kamm, Susanne Bier og Johannes Møllehave modtaget den. 

    Prisen blev oprindeligt indstiftet af Hartmann Fondens bestyrelse for at sætte et mindesmærke over det livsvarige arbejde, de tre brødre bag virksomheden Brødrene Hartmann A/S havde udført.
    Fonden har ikke længere tilknytning til virksomheden.