Den økologiske byhave
Hotel- og Restaurantskolen har sin egen fantastiske byhave, som drives som et økologisk landbrug
Vores økologiske byhave udvikler sig konstant med nye sorter. Vores have bruges i undervisning, og der er stort fokus på diversitet og økologi.
Respekt for ressourcer fra jord til bord
Det er vigtigt for os, at eleverne kommer ud og får fingrene i mulden og lærer de forskellige grøntsager, urter og frugter at kende. Måske giver honningbierne endda en gratis smagsprøve på deres honning.
Med andre ord er det et grønt læringsrum, hvor eleverne får en praktisk mulighed for at lære om økologi, bæredygtighed og lokale råvarer. Og hvis det danske vejr er i godt humør, kan byhaven bruges som et udendørs klasseværelse!
Hvordan smager 200 sorter?
– Godt! Byhaven har siden 2015 haft vokseværk og har nu over 200 forskellige sorter - både nye spændende grøntsager og gamle danske sorter. Der er masser af forskellige salater, spinat, løg, asparges, ærter, svampe, krydderurter og meget mere.
Derudover er der kommet drivhus, hvor grøntsager der foretrækker sydlandsk varme, kan dyrkes. Det er for eksempel tomater og chilier.
Det grønne klasselokale
Bag skolens mure på Vigerslev Alle gemmer der sig en helt fantastisk have. I den vokser der over 200 sorter af grøntsager, urter, spiselige blomster, bærbuske og frugttræer.
Haven er - udover at være et åndehul for elever og medarbejdere - et læringsrum, hvor eleverne lærer om økologiske dyrkningsprincipper, sæson, respekt for den gode råvare, og så får de et indblik i en kæmpe diversitet i grøntsager.
Eleverne høster det meste af året fra det grønne til undervisningen i køkkenerne og til deres svendeprøver.
Havens mange blomster er næring for de bier, der bor i et hjørne af haven.
Mellem bier og planter er der bålkøkkener, siddefaciliteter og et skønt drivhus med tomater.
Haven passes af vores gartner Liv, som du blandt andet kan følge på skolens Instagramprofil hrs_kbh i serien 'Liv i haven'.
Storbyens udfordringer
Det er praktisk, at Hotel- og Restaurantskolen ligger centralt placeret i storbyen. Men det betyder til gengæld, at byhaven skal forholde sig til forurening og dens effekt på jorden. Al jord er derfor blevet udskiftet med jord ude fra landet.
Og så er der en gartner til rådighed, der kan svare på alverdens spørgsmål. For eksempel hvorfor vi gør, som vi gør? Hvordan tilføres organisk materiale? Hvordan foregår sædskifte? Hvordan undgår man at vende jorden ved blot at løsne den? Alt i alt om hvordan vi får gode sunde råvarer fra jord til bord.
Økologi, undervisning og sanselighed
Byhaven bliver løbende udviklet, og det er nu helt økologisk. Undervisningen og pædagogiske metoder bliver tilpasset, så havens rivende udvikling bliver inddraget i den praktiske del af undervisningen.
Byhaven altså både en sanselig og praktisk del af Hotel- og Restaurantskolen!