MEDALJER OG LEGATER TIL DE DYGTIGSTE NYUDDANNEDE

Receptionist Sarah Josephine Birch Madsen modtager guldmedalje

14. november 2023

Over 200.000 kr. til skolens skarpeste håndværkere i mad og værtskab

Mere end 200.000 kroners medaljer, priser og legater blev fordelt på 137 nyuddannede kokke, tjenere, receptionister, ernæringsassistenter og smørrebrød/catere til årets store Medaljefest.


Der var både rosende, opmuntrende og alvorlige ord på programmet, da 137 elever tirsdag blev hyldet af både venner, familie og branche ved den store årlige medaljefest på Hotel- og Restaurantskolen.

Foruden de mange medaljer i guld, sølv og bronze blev der også uddelt særpriser og legater til 31 elever, der havde vist et særligt stort potentiale på deres vej ud i branchen. 

"Det, I er uddannet til, vil der altid være behov for - der er nemlig ikke mange fag, der har det som sit væsentligste formål at skabe både nydelse, glæde og omsorg. I kan gøre andres liv bedre og skabe omsorg for vores jord og natur ved at jagte grøn gastronomi med udgangspunkt i nydelse i og omkring måltiderne," lød det bl.a. fra Hotel- og Restaurantskolens direktør Anne-Birgitte Agger.

"Det er jeres generation, der bestemmer, hvordan fremtiden ser ud for vores fag. Både når det gælder gastronomi, bæredygtighed, omsorg og værtskab. I er de bedste fra jeres årgange - og jeg tror I godt ved, at vi har store forventninger til jer. Det er jer, der skal sørge for, at fremtidens branche, maden, måltiderne og værtskabet fortsat udvikler sig."

31 elever delte legater og gaver for mere end 200.000 kr.
Absalon Fonden var afsender på legater for hele 145.000 kr., som kastede glans over receptionistfaget ved at tildele legater til 11 receptionister, der havde fået guld eller sølv.  

  • 7 legater af 15.000 kroner gik til Emily Grace Eriksson, Payam Gasm, Rebecca Iversen, Sarah Josephine Birch Madsen, Laura Isabella Drachmann Klisan og Ida Kirstine Grue Myrup, som havde fået guld.
  • 4 legater af 10.000 kroner gik til Camilla Lundgaard Nilsson, Lasse Linnemann Johansson, Majken Honnens Jensen og Hannah Olsen Lindquist.
  • 1 legat af 15.000 kroner blev overrakt Maria Samuelsen, som selvom hun ikke havde fået metal, alligevel er en dygtig og flittig svend.

Dansk Erhverv overrakte et legat på 25.000 kroner til ”En kok, der vil medvirke til at udvikle grøn gastronomi i fremtiden”. Vinderen blev Jeppe Risskov Hillebrecht. 

Derudover blev der uddelt priser og legater fra 3F, HORESTA, Høkerforeningen, Danske Bank, Inco, Tjenernes Hjælpefond, Praxis, Textilia, Spiegelau og Go Hotels. 

"I betyder mere for os, end I tror"
Tv-vært Jannik Schow førte deltagerne igennem festlighederne, hvor restaurant Marchal’s Jakob de Neergaard og Baka d’Busks Jonathan Zeuthen Knoll leverede årets festtaler. 

"Da jeg var færdig, fik jeg at vide, at Kong Hans var det eneste i Danmark, der duede, så jeg måtte tage til udlandet i nogle år for at udvikle mig. Det er jeres privilegium, at man i dag kan blive i Danmark, fordi hele verden kommer hertil," forklarede Jakob de Neergaard om det høje niveau i dansk gastronomi, som giver eleverne god grund til at gå selvsikkert ud i branchen efter endt læretid.

"I betyder mere for os, end I tror. De unge der kommer nu, har meget mere at byde på end tidligere. Så tro på det."

Også ansvarlighed og arbejdsmiljø blev taget op, da Jonathan Zeuthen Knoll tog mikrofonen:

"Noget af det magiske ved vores branche er at der er plads til alle. Vi skal tage ved lære af hinanden og tage ansvar for både arbejde, liv og medmennesker - og det går langt ud over vores egen lille restaurant. Ingen kan klare det her arbejde alene, så vi skal have hinandens ryg - om du er analfabet eller har læst det hele," forklarede han.

Skarpe musikalske og kulinariske indslag
Rundt om dagen satte den anmelderroste danske musiker Selma Higgins en både farverig og funkpoppet ramme, mens aftenens kulinariske indspark blev leveret af skolens egne elever på andet hovedforløb.

Se den fulde liste med alle modtagere af medaljer og legater