Vores kantinechef er nomineret til pris
Michael Dinesen har i mange år været et kendt ansigt på skolen med sin passion for god mad og humoristiske tilgang til måltidet, og det er blevet bemærket.
Michael Dinesen er blevet bemærket for sit store fokus på at lave god mad til skolens elever
Michael Dinesen har i mange år været et kendt ansigt på skolen med sin passion for god mad og humoristiske tilgang til måltidet, og det er blevet bemærket.
I starten af juni dumpede der en mail ind i Michaels indbakke med en lykønskning om, at han er nomineret til hovedprisen ved Generation Food Award 2022. Det er en pris, der hylder ildsjæle, som gør en ekstraordinær forskel for børn og unges madvaner.
"Da jeg så, at jeg var blevet nomineret, troede jeg, at det var fis i en hornlygte, men så kunne jeg se, at der faktisk var nogle kræfter bag det. Så jeg blev stolt over, at der er nogen, der har nomineret mig og dermed også mit team".
Til frokosttid er Michael altid en tydelig figur på skolen - både verbalt og fysisk. Han løber gerne rundt, fortæller stolt om dagens menu, hjælper til hvis kvitteringsrullen driller, øser selv op til sine gæster og fortæller sjove anekdoter om alt fra filosofi til fodbold.
Og så er han er blevet synonym med Spisehuset, der er en af skolens spisemuligheder.
"Det er i bund og grund en kantine, men jeg vil gerne have, at det bliver set som en bistro. Det er kommende generationer af fagfolk, der er herinde. Og så er de samtidig meget unge, så vi prøver at give dem en god madkultur på en halv time. Men hvis de så kommer to gange om ugen, så er det lige pludselig en time".
"Jeg prøver at være fresh og at lave mad med en bred palet. Nogle dage kommer du ned og får noget klassisk, og andre dage får du noget, hvor du lige skal kigge en ekstra gang".
Udover at sammensætte menuer og stå i spidsen for køkkenet, bruger han også meget tid på at invitere hele skolen til frokost.
"Jeg har indført, at der altid er musik hernede, så der er en levende stemning, og jeg hænger sedler ud på gangene, hvor jeg håber, at de tænker “Okay, det lyder sgu da meget fedt det her”. Jeg leger tit med ordene i menuen, så det ikke er så højtideligt".
- LynBørge stegt flower Sprout i nært bekendtskab med syltet ingefær, sichuanpeber og citron.
Det er et eksempel på en klassisk beskrivelse fra Michael. I stedet for lynstegt er det lynbørge, og tingene er ofte i nære og pikante bekendtskaber, når de er blandet sammen i maden.
"Det allervigtigste for mig er, at de unge mennesker kommer ned og spiser her og føler sig godt tilpas her".
Selvom der bliver brugt tid på at lokke folk til med humor, har Michael sideløbende igangsat en grøn udvikling i Spisehuset.
"I vores strategi om at være økologiske og bæredygtige tog jeg teten på at gøre noget i min biks, så jeg begyndte at indføre vegetariske dage. Først var det en dag, så to dage og nu tre dage hver uge. Det har taget tre år, og jeg er ikke færdig endnu, for jeg kommer også til at indføre fire dage. Den ene dag hvor der så er kød, er det også mere markant".
"Det mest overraskende for mig er, at alle de traditionelle kokke-basser sidder hernede og spiser grøn mad hver uge".
- Gule ærter med bagt kål, rugcroutoner og salat af rødbeder. På toppen af dette overflødighedshorn af grøn lykke, en frikadelle som Mother lavede den.
Det er et eksempel på et af Michaels mange ordspil. Men der er en dybere mening med det.
"I mine menu-beskrivelser skriver jeg ofte det grønne først, og så kommer det, man naturlig ville lægge først, for det er det, kokke ofte tænker. “Okay. vi skal have oksehøjreb, og så finder vi på noget, der passer til kødet"".
"Jeg prøver at tænke omvendt. Nu har vi fx nogle nye kartofler og asparges, godt, så er det det, der bærer den dag. Så kan jeg så supplere med en frikadelle eller noget andet kød. Men jeg kommer ikke til at blive hellig. Hvis man bliver hellig, så vil folk vælge det fra".
Som skole er vi stolte over, at Michaels utrættelige indsats bliver bemærket, og vi ser frem til prisuddelingen den 3. oktober i Industriens Hus, hvor vi håber, at han vinder prisen.
Generation Food Award er et årligt awardshow, der hylder personer, der har ydet en ekstraordinær indsats og været med til at forme den kommende generations gode og sunde madvaner.
Sponsorbidrag går ubeskåret til Arla Fondens MADlejr, der hvert år lærer tusindvis af børn og unge om sunde madvaner.