Bæredygtige måltider i fællesskab (AFSLUTTET)
Hvordan skaber vi gode måltider med omtanke for både råvarer, klima og fællesskab?
I samarbejde med Tove Ditlevsens Skole og Københavns Kommune deltager Hotel- og Restaurantskolen i et undervisningsforløb, hvor elever arbejder med bæredygtige fødevarer, madspild og måltidsfællesskaber. Forløbet kulminerer i en fælles gademiddag, som eleverne selv er med til at planlægge og afvikle.
Baggrund
Mad er mere end næring. Måltider samler mennesker, skaber fællesskaber og giver anledning til at tale om, hvordan vi producerer og forbruger vores fødevarer.
I projektet arbejder eleverne med virkelige problemstillinger og konkrete løsninger. De får ansvar for at udvikle og gennemføre en langbordsmiddag i deres lokalområde og møder undervejs en række professionelle aktører fra fødevareverdenen.
Formål
Projektet skal give eleverne erfaring med bæredygtige måltider i praksis.
Målet er at:
- styrke elevernes forståelse af bæredygtige fødevarer
- sætte fokus på madspild og ressourceudnyttelse
- skabe fællesskab omkring mad og måltider
- lade eleverne arbejde med autentiske opgaver
- give indblik i uddannelser og karrieremuligheder inden for mad og gastronomi.
Sådan arbejder vi
-
Udgangspunkt i virkeligheden
Eleverne får ansvaret for at planlægge og afvikle en fælles gademiddag. Undervejs arbejder de med temaer som værtskab, bæredygtighed, planlægning og madproduktion i både undervisningen og gennem eksterne workshops. -
Mødet med branchen
Som en del af projektet besøger eleverne en række virksomheder og organisationer, der arbejder professionelt med mad, bæredygtighed og måltider. De deltager blandt andet i workshops hos Geranium, Meyers Madhus, Øens Have og Bylandbruget Baggaarden. -
Introduktion til bæredygtihed og GreenLab
På Hotel- og Restaurantskolen besøger eleverne GreenLab, hvor de arbejder med upcycling af citroner og lærer, hvordan overskudsråvarer kan anvendes på nye måder. De får samtidig indblik i produktionen af GreenLabs citronkage, som serveres ved den afsluttende gademiddag. -
Kendskab til erhvervsuddannelserne
For Hotel- og Restaurantskolen er projektet også en mulighed for at introducere folkeskoleelever til gastronomi, bæredygtighed og de uddannelsesmuligheder, der findes inden for mad, måltider og værtskab.