Nyt fællesskab for unge madnørder
Få inspiration i køkkenet, lær nye teknikker og håndværk af dygtige kokke - og få nye venner at nørde din madpassion med.
Går du i 7.-10. klasse? Og elsker du at lave mad, men mangler et sted at mødes og dyrke din hobby med andre unge madnørder?
Den slags fællesskaber er nemme at finde for folk, der fx går til fodbold eller andre sportsgrene, men de findes ikke rigtig for unge, der kan lide at nørde i køkkenet. Det vil vi lave om på.
Derfor arbejder Hotel- og Restaurantskolen på at starte et nyt fællesskab, hvor du og andre madinteresserede kan inspirere hinanden og lære nye metoder og håndværk af dygtige lærere og kokke.
Se mere i videoen her, og meld dig til længere nede, hvis du vil holdes opdateret, når der er nyt om projektet.
Du kan ikke se videoen, fordi du har fravalgt cookies fra YouTube. Slå marketing-cookies til og opdater siden efterfølgende for at se den. Tryk på den lille cookie i venstre hjørne for at ændre dine cookie-indstillingerne
Ny viden, nye venner - og masser af madnørderi
Her er planen, at du kan møde andre madnørder på din egen alder, og at I sammen kan lære nye teknikker i køkkenet, tage ud på gårde og i naturen for at lære, hvor maden kommer fra, og meget mere.
Vi vil give mulighed for at suge viden til jer fra nogle af branchens skarpeste kokke, lære om gode, bæredygtige råvarer fra dygtige landmænd og træne teknikker og metoder med Hotel- og Restaurantskolens stærke undervisere.
Projektet er stadig kun ved at tage sine første skridt og successen er afhængig af opbakning fra alle jer madnørder derude. Hvis det lyder interessant, kan du skrive dig op nedenfor og få besked, når der er nyt om Danmarks sejeste madfællesskab for unge madnørder.
Der vil også være masser af muligheder for selv at få indflydelse på, hvordan fællesskabet skal se ud, og hvad I gerne vil lave, når I mødes.