Lars Peter Nyborg Hammel er uddannet arkitekt og byggeøkonom, har en Executive MBA fra Henley Business School og har været aktiv inden for byggebranchen siden 1999. Hans erfaring spænder bredt fra mindre bygge- og ejendomsprojekter til større og mere komplekse byggerier og udviklingsprojekter samt strategisk projektledelse og forretningsudvikling.
Med sine bygge- og projekttekniske kompetencer og omfattende erfaring inden for ejendomsudvikling og projektledelse bringer Lars Peter Nyborg Hammel værdifuld viden og erfaring til skolens arbejde med at bygge en ny værkstedsbaseret skole og gastronomisk campus i Valby. Han er indlånt fra NIRAS og kommer til at have sin daglige gang på skolen.
"De bedste fysiske rammer for gastronomisk udfoldelse og læring"
Lars Peter Nyborg Hammel har stået i spidsen for en række store projekter, herunder lejerrådgivning for Genmab i forbindelse med opførelsen af nyt domicil, teknisk investorrådgivning ved planlægning og opførelse af nyt domicil til EY på Frederiksberg samt ansvar for udvikling af Danske Banks nye hovedsæde i København.
"Jeg ser virkelig frem til at engagere mig i arbejdet med tilblivelsen af en fantastisk skole og campus til og omkring Hotel- og Restaurantskolen. Jeg er sikker på, at min erfaring og faglighed kan bidrage til at sikre skolen de bedst mulige fysiske rammer for gastronomisk udfoldelse og læring," siger Lars Peter Nyborg Hammel.
600 mio. kroners byggeri forventes færdigt i 2028
Planerne for det nye skolebyggeri, der har PensionDanmark som bygherre, blev offentliggjort i september og støttes bl.a. af Nordea-fonden, der bidrager med 266 mio. kr. til projektet. Det samlede budget er på 600 mio. kr., og med fondens støtte er byggeriet fuldt finansieret.
Den nye skole bygges på et mindre område af skolens nuværende areal, mens PensionDanmark vil forvandle det resterende areal til familie-, ungdoms- og studieboliger og et gastronomisk campusmiljø, der kan samle elever, lokale og branchens ildsjæle.
“Skolen går en banebrydende fremtid i møde, og vi glæder os til at have en byggechef som Lars Peter ombord gennem projektet. Jeg er overbevist om, at hans store erfaring og indsigt inden for bygge- og ejendomsbranchen bliver en stor gevinst, når vi tager de næste skridt mod at realisere vores vision for fremtidens skole og gastronomiske campus,” forklarer skolens direktør Søren Kristensen.
Læs mere om det forestående byggeprojekt her