En levende skole
Vi tror på, at faglig udvikling opstår i stærke fællesskaber. Derfor arbejder Gejst for at gøre skolen til et levende samlingspunkt for både elever, branche og verden omkring os.
Gennem workshops, fredagsbarer og andre elevrettede arrangementer skaber vi rum for både faglig fordybelse og sociale fællesskaber. Samtidig åbner vi skolen mod branchen og omverdenen, så elever, undervisere, virksomheder og fagfolk kan mødes, dele viden og udvikle nye idéer sammen.
Læs mere om vores arbejde for at fremme fællesskaber og samarbejde og skabe en levende skole her på siden.
Elevfællesskaber
Stærke fællesskaber er en vigtig del af et stærkt uddannelsesmiljø. Derfor arbejder vi målrettet på at skabe netværk og relationer mellem både nuværende og tidligere elever gennem aktiviteter, arrangementer og faglige fællesskaber.
Målet er at give elever mulighed for at møde hinanden på tværs af uddannelser, årgange og lærepladser, udveksle erfaringer og udvikle deres faglige nysgerrighed.
Gennem initiativet HRS After Hours inviterer vi hver uge eleverne indenfor til værksteder, smagninger, middage, fredagsbarer og andre aktiviteter, der giver plads til både håndværksnørderi og socialt samvær.
Samtidig arbejder vi med at styrke relationerne til skolens tidligere elever gennem alumnenetværk, der giver adgang til faglige arrangementer, efteruddannelse og nye fællesskaber gennem hele arbejdslivet.
I ét med med branchen
Hotel- og Restaurantskolen er en del af branchen og skal være et naturligt samlingspunkt for dens udvikling.
Derfor arbejder vi for at skabe stærke forbindelser mellem elever, undervisere, virksomheder og fagfolk, så viden, erfaringer og nye idéer kan bringes i spil til gavn for både uddannelserne og erhvervet.
Vi deltager aktivt i branchens mødesteder og begivenheder, samtidig med at vi åbner skolen for samarbejder om udviklingsprojekter, efteruddannelse, videndeling og produktudvikling.
Det sker blandt andet gennem arrangementer som Upcycling Symposium, hvor elever møder nogle af verdens førende kokke og brancheaktører i workshops og talks om madspild og bæredygtige løsninger, og Gejst Live, hvor vi samler branche og uddannelsessektor for at dele erfaringer og ny viden om læring, håndværk og gastronomi.
Åben for verden omkring os
Vi ønsker, at flere får mulighed for at opleve gastronomiens og værtskabets verden på tæt hold. Derfor åbner vi løbende skolen for omverdenen og inviterer gæster indenfor til aktiviteter, der skaber møder mellem fagfolk, elever og madinteresserede.
Gennem arrangementer som Grøn Madfestival på Kulturnatten, madskoler for unge madentusiaster og en række andre events skaber vi levende og inkluderende læringsmiljøer, hvor viden kan deles, fællesskaber kan opstå, og passionen for mad kan dyrkes.
Målet er at gøre skolen til et åbent samlingssted for alle, der er nysgerrige på gastronomi, værtskab og fremtidens madkultur.