STEM i køkkenet - Det datadrevne køkken
STEM i køkkenet - Det datadrevne køkken
Projektets detaljer
På Hotel- og Restuarantskolen vil vi ikke nøjes med at tale om bæredygtighed og fremtidens grønne kompetencer, vi vil klæde vores elever på, så de har konkret viden og kompetencer, som de kan tage med ud i branchen og verden.
Som noget nyt vil vi gerne skabe et værksted, der samler de vigtigste udfordringer ift. forståelsen af bæredygtig madproduktion – et datadrevet køkken, hvor STEM-fagene og teknologi understøtter innoverende undervisningsforløb: Et STEM-fagligt værksted, der kan facilitere de data der giver mulighed for at afprøve og lære, hvordan man som madprofessionel kan forstå og anvende data, der fx kan reducere energi- og vandforbrug og madspild.
Indhold
Med ’Det datadrevne køkken’ får Hotel– og Restaurantskolen mulighed for at skabe et køkkenværksted, hvori vi får mulighed for at generere data på madspild og energi- og CO2-forbrug, mens eleverne arbejder i køkkenet.
Vi ved, at mange køkkener efterhånden måler deres ressourceforbrug fx i form af madspild. Vi ved samtidig også, at der er en del køkkener, der ikke får brugt deres data til at skabe de nødvendige systematiske forandringer, der kan gøre en forskel for budgettet og ikke mindst en mere bæredygtig køkkendrift.
Projektet har ikke kun til formål at måle forbrug, det skal også være med til at skabe både rammer og redskaber, der kan understøtte undervisningen på Hotel- og Restaurantskolen, således at vores elever - de kommende madprofessionelle - bliver langt bedre til at anvende data aktivt i en grøn køkkenomstilling.
Et middel til at forløse det formål er at kompetenceløfte vores undervisere samt at udvikle understøttende undervisningsmateriale.
Projektperiode
Januar 2022 til ultimo maj 2023.
Samarbejdspartnere
Til at hjælpe os med at komme i mål med projektet har vi allieret os med følgende samarbejdspartnere:
- Teknologisk Institut
- E-Smiley
- Changing Food
Projektet er finansieret af Region Hovedstaden – Fremtidens STEM-kompetencer.
