Dørmandsuddannelsen – grundlag for autorisation

Deltageren kan på grundlag af uddannelsesbevis ansøge politiet om autorisation som dørmand. Der undervises bl.a. i service, kommunikation og samarbejde, konflikthåndtering, bekæmpelse af diskrimination i nattelivet, rusmidler, førstehjælp, crowd safety, brandbekæmpelse og gældende lovgivning for dørmandens arbejde.

Målgruppe:
Arbejdsmarkedsuddannelsen retter sig mod medarbejdere (faglærte/ikke-faglærte) der søger beskæftigelse som dørmand.

Mål:
Ud fra en forståelse af begrebet service som en væsentlig jobfunktion i arbejdet som dørmand kan deltageren levere en serviceydelse, der er imødekommende over for gæsterne. Deltageren kan anvende sin viden og bevidsthed om egen rolle i relation til virksomheden, gæsterne, kollegaerne og eksterne instanser (fx politiet, brandmyndighederne o.a.) til at fremme et godt samarbejde parterne imellem og udfylde sin funktion som dørmand på en hensigtsmæssig måde. Deltageren kan udføre sit arbejde og rolle som dørmand med basis i kendskab til relevant lovgivning og praksis, i særdeleshed restaurationsloven og straffeloven samt lov om diskrimination. Deltageren har evnen til ikke at forskelsbehandle.

Deltageren kan vurdere og håndtere en gæst, der er påvirket af rusmidler, samt medvirke til at forebygge salg og distribution af ulovlige rusmidler ud fra kendskab til rusmidler og deres virkning. Deltageren kan kommunikere med gæsterne på en ikke-konfliktskabende måde med bevidstheden om den væsentlige betydning af egen kommunikation og adfærd. Deltageren kan håndtere konfliktskabende situationer.

Deltageren kan vurdere den tilstand, en gæst befinder sig i, samt risikoen for mulige konfliktsituationer og herigennem som den professionelle forebygge disse gennem anvendelse af verbal og non-verbal kommunikation. Deltageren kan i situationer, hvor den verbale kommunikation ikke længere er mulig, anvende fysisk konflikthåndtering på en hensigtsmæssig måde. Deltageren kan forholde sig til, at man i nattelivet kan møde grupper af mennesker med meget forskellige kultur- og holdningsmæssige udtryksformer og baggrunde og kan agere hensigtsmæssigt i forhold dertil.

Deltageren kan forbygge og håndtere stressede situationer på baggrund af viden om stressfaktorer, der kan være i arbejdet som dørmand. Deltageren kan på baggrund af viden om udtryksformer og crowd safety vurdere dynamiske trusselsbilleder og forebygge sikkerhedsrisici og herved sikre gæster og ansattes sikkerhed. Deltageren kan vurdere behovet for visitation samt foretage en korrekt udførelse af denne.

Deltageren kan på baggrund af kendskab til beredskabsplaner, brand- og evakueringsinstrukser, herunder på eget arbejdssted, agere hensigtsmæssigt og efter forskrifterne under en nødsituation og eventuel aktivering af beredskabet. Deltageren kan medvirke til forebyggelse af brand og har kendskab til almindeligt forekommende alarmsystemer og brandudstyr. Deltageren har kendskab til elementær førstehjælp.

Varighed:
9 dage / 11 aftner

Eksamen:
Uddannelsen afsluttes med en individuel prøve af 45 minutters varighed.

Har du udfordringer med at læse og skrive, bedes du ved kursustilmeldingen rette henvendelse til kursusadministrationen Connie H. Lyholmer, telefon 33 86 22 36.

Pris
Deltagerbetaling: Kr. 1.134,00
(AMU-målgruppe: ufaglærte samt faglærte til og med erhvervsuddannelsesniveau) Der kan søges VEU-godtgørelse for de dage man aktivt deltager i kurset.
Fuld pris: Kr. 5.418,95
(UDEN for AMU-målgruppe: alle med en højere uddannelse f.eks. pædagog) Der kan IKKE søges VEU-godtgørelse på grund af den højere uddannelse.