Profiler til udviklingsprojekt
Vil du være med til at udvikle og løfte gastronomien og håndværket på Hotel og Restaurantskolen i vores udviklingsprojekt med Tuborgfondet?
Vi leder efter flere profiler
Projektkoordinator:
Projektkoordinatoren skal være med til at få det hele til at glide og få indsatserne integreret i skolens uddannelser og tilbud. Sammen med projektchefen står du for at sikre fremdrift i projektet.
- Du har gode kompetencer og erfaring indenfor projektledelse og projektøkonomi
- Du er god til at koordinere og du kan sørge for opsamling og dokumentation af de forskellige projekter og indsatser
- Du vil være det praktiske bindeled mellem projektindsatsen og skolens undervisning. Så det er en fordel at er du hjemme i skoleverdenen, så projektet løbende integreres i skolens drift, fra skoleskemaer til læringsmål
- Et ekstra plus vil være hvis du har erfaring med eller viden om det faglige vi skal arbejde med i forhold til madområdet og gastronomien
- Som projektkoordinator vil du også være projektets sekretær, der får projektets aktiviteter i skema, booker møder med eksterne, holder kontakt til gæstelærerne, sikrer koordinering med styregruppe og følgegrupper
Gastronomisk iværksætter/teamleder:
Vi leder efter en dygtig projektleder med erfaring inden for grøn gastronomi, der kan lede vores nye grønne laboratorium, hvor vi sammen med underviserne, branchen, producenter og elever udvikler fremtidens grønne gastronomi. Du skal udvikle undervisningsforløb og samarbejder inden for det grønne område og have erfaring med undervisning eller formidling. Netværk inden for fødevareproduktion, produktudvikling og økologiske producenter er en stor fordel.
Her afprøves alt fra sorter af råvarer, tilberednings-former, smagskombinationer, menuplanlægning, mæthed. Vi tager både ud i verden og finder lokale egnsretter for at finde de bedste gastronomiske traditioner. Derfor får vi brug for:
En gastronomisk iværksætter/teamleder der får ansvaret for at udvikle en målrettet indsats der jagter den grønne smag og gør resultaterne anvend bare i skolens undervisningsrum. I det grønne laboratorie samler du projektets medarbejdere, undervisere og eksterne partnere. Du involverer eleverne i det hele. Og står for at lægge en plan for hvordan arbejdet både skaber resultater og har plads til eksperimenter.
- Du har erfaring som projektleder, og kan planlægge og systematisere
- Du har erfaringer med produktudvikling og projektarbejde
- Du har erfaring med undervisning og eller formidling
- Du kender det grønne køkken og har arbejdet med grøn gastronomi
- Hvis du har erfaring med iværksætteri, er det en fordel
- Du har et godt netværk indenfor fødevareproducenter, kender til økologiske leverandører og ved hvilke partnerskaber der vil give mening for at øge en plantebaseret gastronomi
- Du ved, hvad der rør sig i branchen og hvem man skal trække på for at løfte det grønne til nye højder
- Du kender fagets grundelementer, er typisk oprindeligt kok, men har måske kombineret denne uddannelse med en anden
Værkstedsmestre:
Vi søger specialister inden for specifikke gastronomiske områder: fx fermentering, bageri, knivsliberi, ost, pasta eller røgning/mad over bål. Men det kan også være noget andet, du er specialiseret i og tænker ville være til gavn i en gastronomisk uddannelse. Din opgave vil være at udvikle det pædagogiske læringsrum i skolens nye gastronomiske værksteder med din ekspertise i centrum. Du kan berige undervisningen og formidle din viden til elever og undervisere. Erfaring med undervisning og formidling vil være en fordel
Vi vil åbne en række nye værksteder som en del af indsatsen. Værkstederne vil med udgangspunkt i hver deres skarpe faglighed berige uddannelsen af vores madhåndværkere (gastronomer, kokke, smørrebrød/catere, ernæringsassistenter). Det enkelte værksted vil have en ansvarlig for driften og indholdet i dette. Værkstederne afhænger af ansøgerfeltets faglighed. Vi tænker at værkstederne typisk vil kunne kombinere flere forskellige fag og gerne indeholde både teori og praksis. Vores elever lærer ofte bedst med sanserne, derfor skal deres læringsrum være steder, hvor man bruger hænder og sanser. Værkstederne anvendes og integreres med alle typer forløb på skolen.
2-4 ”værkstedsmestre”, der med specialkompetencer indenfor et bestemt gastronomisk felt vil berige undervisningen og formidle deres faglighed til elever, faglærere og branche:
- Du er ekspert og praktiker indenfor et gastronomisk felt og allerhelst faglært
- Du brænder for at give din erfaring videre. Du har gerne erfaring med formidling og undervisning af unge
- Du har energi og drive nok til at skabe dit eget område på skolen og gøre dit værksted til et pædagogiske læringsrum, hvor elever (og undervisere) kan komme og lære af dig
- Du er fx ekspert indenfor et særligt område; fermentering, mad over bål, røgning, korn, bageri, pasta, ost, dessert, fisk… e.l.
- Du er klar til at gøre ”dit” værksted til noget ganske særligt og vil både samle kollegaer fra branchen og virksomheder der kan bakke op om værkstedet
- Du vil i et samarbejde med skolens undervisere udvikle læringsforløb i værkstedet. Vil selv undervise eleverne og lave train the trainers for skolens undervisere
Gastronomiske læremestre:
Vi har brug for både kokke (eller beslægtede fagfolk) til at støtte vores undervisning og teste nye modeller i værksteder, laboratorium og særlige forløb og klasser. Du er systematisk, samarbejdsbegejstret og energisk med en passion for at udvikle gastronomifaget. Vi søger både erfarne fagfolk og relativt nyuddannede med forskellige kompetencer og erfaringer, som har mod og evne til at udvikle undervisningsforløb sammen med faglærere og som selv underviser og evaluerer med elever.
3-5 gastronomiske læremestre, der kan understøtte og kvalificere vores indsatser. Som besidder noget vi savner og som kan berige det vi gør.
- Du er faglært kok eller har en beslægtet faglighed. Du er skarp og kender faget godt
- Du har lyst til at være med til at gøre skolen endnu bedre, har mod på at udvikle undervisningsforløb sammen med faglærere, du deltager selv i undervisning og evaluerer med elever
- Du er systematisk og kan planlægge de forløb du indgår i
- Du er god til at samarbejde, og kan både se det der mangler og det gode der er
- Du får energi af at udvikle faget og giver ikke op hvis første ide ikke lykkes for dig
- Du har lyst til at undervise, og har du erfaring med undervisning eller arbejdet med unge er det en fordel
- Du kan være relativ nyuddannet fra os eller en anden skole eller have mange års erfaring – vi forestiller os en god blanding med helt forskellige erfaringer og kompetencer, så I som team kan byde ind på forskelligt
- Vi forestiller os, at du er i aktiv i branchen, stillingerne kan være fuldtid, men det kan også være, du kan se dig selv bruge 2-3 dage pr. uge eller hver anden uge hos os.
- Du skal som person gerne kunne bidrage med nye vinkler, skarp faglighed og praktisk erfaring. Du skal have mod på både bøvl og begejstring.