Brobygning: Det skal du vide inden jeres besøg

Vi glæder os til at se jer til brobygning på Hotel- og Restaurantskolen.

Jeres 10. klasse skal i brobygning på Hotel- og Restaurantskolen, og vi glæder os sådan til at tage imod jer!

I får tilsendt præcis information om mødetid og -sted, når tiden nærmer sig, men inden da kan lærere og elever på siden her finde alt andet, der er værd at vide inden jeres besøg.

På Hotel- og Restaurantskolen får vi hvert år omkring 7-8.000 elever på besøg, som bliver introduceret til EUD i almindelighed og vores egne uddannelser i særdeleshed. En stor del af de besøgende, kommer i brobygning og arbejder i vores køkkener, så af sikkerhedshensyn er der en øvre grænse på 25 elever i en klasse.

Er du i tvivl om noget, og kan du ikke finde svar her på siden, er du altid velkommen til at kontakte vores brobygningsafdeling. Find kontaktinfo nederst på siden.

Du kan ikke se videoen, fordi du har fravalgt cookies fra YouTube. Slå marketing-cookies til og opdater siden efterfølgende for at se den. Tryk på den lille cookie i venstre hjørne for at ændre dine cookie-indstillingerne

Det skal der ske:

  • Oplev uddannelserne
    Eleverne vil skulle brobygge både til kokken og tjeneren (evt. også receptionist, bager/konditor eller ernæringsassistent).
  • Praktisk håndværksundervisning
    Undervisningen er praksisnær og hovedparten af tiden vil eleverne skulle stå op og arbejde.
  • Spil HRS-spillet
    Eleverne kommer til at spille et spil, vi har udviklet, og som præsenterer alle vores seks hoveduddannelser (kok, smørrebrød/cater, tjener, receptionist, ernæringsassistent og bager/konditor).
  • Se skolen
    Eleverne kommer på rundvisning på skolen og ser alt fra uddannelsesfaciliteter til skolens spisesteder og sociale rum.
  • Præsentation af EUX
    Så vidt muligt får eleverne også en præsentation af EUX, som vil foregå i vores laboratorier, teorilokaler eller køkkener.

Forberedelse af forløbet

Som bekendtgørelsen om brobygning omtaler, er det vigtigt, at der indgår en forventnings-afstemning med eleverne i forberedelsen af forløbet.

Udover at opfordre til at eleverne sættes ind i de overordnede forskelle på EUD versus de gymnasiale uddannelser, vil vi opfordre til, at de opsøger information om vores uddannelsesretninger – enten her på vores hjemmeside eller via Uddannelsesguiden.

se Videoer med mere info om skolen

Vi vil opfordre til, at du viser eleverne en række film om skolen. Nedenfor kan du finde et udvalg, der præsenterer skolen og de forskellige uddannelser, samt et link til vores hjemmeside, hvor man kan læse om livet på skolen.

Det er vigtigt at komme ind på det sidste punkt, da et spændende studieliv også kan være en katalysator til at vælge en bestemt skole.

Til sidst vil vi kraftigt opfordre eleverne til at finde på spørgsmål til vores undervisere! Alle vores ansatte har både branchekendskab og har arbejdet professionelt med deres fag, inden de blev ansat på skolen. De besidder med andre ord en sand guldgrube af viden, som de meget gerne deler med eleverne!

Mere vigtig info inden jeres besøg

Kvaliteten af forløbet hænger sammen med et godt samarbejde og et godt forarbejde. Det er derfor vigtigt, at klassens lærer føler sig godt forberedt på brobygningen. Nedenfor kan du læse mere om det forløb, I har foran jer.

Er noget uklart, eller har man bare lyst til en snak eller til at se skolen, så er man altid velkommen til at kontakte skolens brobygningsleder - se kontaktinfo nederst på siden.

Det vigtigste for os er, at I får den bedst mulige start på forløbet!

Formål

Formålet med brobygning er at give de besøgende elever bedre mulighed for kunne vælge en ungdomsuddannelse. Desuden skal de faglige og personlige kompetencer udvikles. De skal gøres bekendt med både praktiske og teoretiske elementer i en eller flere af vores uddannelser – og endelig skal eleverne have mulighed for at opleve miljøet på vores skole.

Beskrivelse af forløb

Vores forløb kan variere en smule fra gang til gang, alt afhængig af hvilke undervisere og lokaler, der er til rådighed. Men fælles for alle forløb er, at eleverne får en bred præsentation af vores uddannelsestilbud og vores skole.

Vores brobygning i 10. klasse løber typisk over fem dage (kan også foregå over to eller tre dage). Alle dage er mødetiden kl. 9.00-13.50, hvilket betyder, at eleverne i et 5-dages forløb er på brobygning, fraregnet pauser, i de lovpligtige 21 timer.

Vi vil gerne præsentere eleverne for flere af vores uddannelser, så alt afhængig af de ressourcer der er til rådighed, vil vi som minimum brobygge til kokken og tjeneren, evt. også receptionisten, bager/konditoren eller ernæringsassistenten. Undervisningen er praksisnær og produktorienteret. Al teoretisk undervisning i EUD vil indgå i arbejdet i køkkenet eller værkstedet.

En stadig stigende andel af vores egne elever vælger at tage en EUX. For at imødekomme den stigende interesse for denne uddannelsesretning, vil vi – så vidt det er muligt – skema-lægge én eller to dage af forløbet, hvor eleverne beskæftiger sig med EUX. De stillede opgaver vil så skulle løses enten i vores laboratorier, et teorilokale eller et køkken, alt afhængig af opgavens karakter. Opgaverne vil typisk være relateret til de opgaver de har arbejdet med på EUD.

Det kan I forvente af besøget

Når I besøger HRS vil vi gøre alt hvad vi kan for, at det skal blive en god oplevelse. I kan forvente, at klassen møder en engageret underviser, som til daglig arbejder med unge mennesker fra 8.-10. klasse. Han er derfor vant til at have med aldersgruppen at gøre og erfaring i at skabe en god relation hurtigt. Vi kører desuden efter et få-lærer-princip på HRS, så eleverne som regel vil have den samme underviser under hele forløbet.

Såfremt der ikke produceres mad alle dage, er der mulighed for at spise på et af skolens tre spisesteder: I vores elevkantine kan man købe sandwich og salater, eller nyde sin egen mad. I Spisehuset kan man få dagens ret til 25 kr. og endelig kan man gå i Restauranten, hvor der er tjenere, som serverer og præsenterer maden, ligeledes for 25 kr.

Det forventer vi af jer

Vi forventer, at eleverne har fået en forkundskab til stedet gennem informationerne på siden her og haft overvejelser i klassen om, hvad de skal møde. Vi har en forventning om, at klassens lærer indgår i et forpligtende samarbejde med vores underviser om, at det skal blive en god oplevelse for eleverne.

Vi forventer derfor, at også læreren deltager i undervisningen og hjælper eleverne – det er desuden vores erfaring, at det er befordrende for elevernes engagement og glæde ved undervisningen.

HRS er en stor skole – og en skole, hvor der dagligt færdes rigtig mange ansatte, elever og gæster. Det er derfor vigtigt, at I passer godt på jeres elever – man kan let forsvinde her, så hold godt styr på klassen.

Der er potentielt mange farer i et køkken, så skulle der være én eller flere elever, som – uanset grund – ikke kan deltage i undervisningen på ordentlig vis, er til fare for sig selv eller andre og nægter at efterleve underviserens anvisninger, forventer vi, at klassens egen lærer skrider ind og får bragt det til ophør.

Evaluering af forløbet

Da vi altid har en interesse i at gøre besøget så godt som muligt, bliver alle brobygnings-klasser bedt om at besvare en række spørgsmål når de ankommer (QR-kode med deres mobil).

Desuden vil de blive bedt om at besvare nogle evalueringsspørgsmål den sidste dag de er på skolen. Besvarelserne bliver gennemgået af lærerne og undertegnede med henblik på en evt. tilretning af brobygningsforløbet, hvis det skønnes formålstjenstligt.

Christa Preview

Spørgsmål? Så kontakt mig:

Chef Brobygning, 10. klasse og Grundforløb 1

Christa Lund Jensen