Hotel- og Restaurantskolens opskrift på surdej til surdejsboller.

Surdej

Bag de bedste boller

Opstart af surdej

4 dage
4 dage

Det skal du bruge

Redskaber

  • En skål
  • Et piskeris eller en ske
  • Et dl-mål
  • En gennemsigtig beholder
  • En elastik

Ingredienser:

  • 2 dl lunkent vand
  • 1 dl hvedemel
  • 1 dl fuldkornshvedemel
  • ½ dl rugmel

Sådan gør du

Pisk alle tingene godt sammen, så der ikke er klumper i. Kom surdejen i en plastbeholder (eller anden gennemsigtig beholder) med et stykke køkkenrulle eller et kaffefilter over. Sæt en elastik rundt om beholderen, så den markerer den nuværende højde på dejen. Lad surdejen stå på køkkenbordet i 2-4 dage. Efter de 4 dage bør surdejen være begyndt at blive lidt sur (smag på den) – er den ikke sur, skal den stå en dag eller to mere. Du skal også gerne kunne se at dejen er vokset 50%. Det betyder, at fermenteringen er startet og der er blevet dannet kuldioxidbobler inde i dejen. Nu er surdejen klar til at bage med. Efter du har brugt af surdejen til din brøddej, er det tid til første opfriskning/fodring af den surdej, der er tilovers. Det er sådan du hele tiden holder din surdej i live.

Opfrisk surdejen

Når du opfrisker din surdej for at få en aktiv surdej, tilsætter du mel og vand, så du får en konsistens som havregrød. Brug den samme type mel til opfriskning som du bruger til at bage dit brød med. Den del af surdejen, du ikke bruger til opfriskningen eller bagning gemmes til andre spændene ting (f.eks. bagte surdejssnacks eller som batter til fritering).