Nu med eget bylandbrug

Fra muld til mad

I foråret 2015 anlagde vi et lille, nyt bylandbrug på en overskydende grund bagved skolen i Valby.

Formålet med det nye anlæg til urban farming er, at vi dels gerne vil være selvforsynende i udvalgte sammenhænge, men også for at have et grønt læringsrum, som skal give eleverne en praktisk mulighed for at lære om økologi og bæredygtighed med fingrene i mulden. Faktisk kan man booke vores lille mark som et klasselokale og flytte dagens undervisning derud.

Med egen have får man en langt bedre forståelse af råvarernes ophav, sæsoner, variationer – og en større respekt for ressourcerne hele vejen fra jord til bord.

Alskens grøntsager og spiselige hegn

Her har vi anlagt en række bede, som skal gøre skolen delvist selvforsynende inden for visse råvaregrupper. Der er f.eks. masser af salater, spinat, løg, asparges, ærter m.m. Der er også en krydderurtehave og hele herligheden er omkranset af levende hegn med spiselige bær og blomster.

Bedene er faktisk højbede, men de er gravet ned i jorden. Det er de, fordi bylandbruget er anlagt midt i byens ellers forurenede jord. Den har vi fået gravet op og kørt væk. Ny økologisk jord er fyldt ned i højbedene, som er gravet ned i korden. Her er de beskyttet af en membran, som giver en sikker adskillelse mellem gammel jord og ny økologisk jord.

Mellem bedene finder man et “torv”, en bålplads, et udekøkken samt et kompostanlæg.

Her bor honningbier

Derudover vil der med tiden komme en æblelund. Her skal bierne bo, som allerede holder til i et hjørne af haven. Der er oven i købet flere bifamilier, end det egentlig var meningen. Det kan du læse en lille historie om på skolens Facebookside her – om dén dag, vi fik tusindvis af summende bz’ere på besøg.

Væksthus med fisk på vej

I fase to ønsker vi at etablere stort udendørs væksthus med produktion af andre typer krydderurter. I bunden af væksthuset skal vi have fisk i forbindelse med en såkaldt Aquaponic til at rense vandet i væksthuset.

aquaponics-system

Vi vil selvfølgelig løbende udvikle og tilpasse pædagogiske metoder og undervisningsmaterialer for at understøtte brugen af både friland og væksthus i undervisningen. Vi er kun lige begyndt!