Skolepraktikelever bag gryderne i Junk Food

Seks elever oplever en anderledes skolepraktik i køkkenet bag fixerrummet H17 i Kødbyen

Da corona lukkede danske restauranter – herunder en af de nyeste og mest spektakulære, Alchemist – fik køkkenchef Rasmus Munk tid til at kaste sig over projekt Junk Food. Et projekt, der vil brødføde gadens udsatte med velsmagende mad lavet fra bunden.

Kokkene fra restauranten forlod de krævende Michelinretter og kastede sig over gryderetter til hjemløse og narkomaner.

Men da restauranterne fik lov at åbne op igen, vendte kokkene tilbage til Alchemist. Og Junk Food lukkede nærmest ned. Til stor frustration for Rasmus Munk, der prøvede at råbe fonde og myndigheder op for at få dem til at påtage sig ansvaret for bespisningen.

Kokkeelever reddede produktionen

Dreyers Fond, Oak Foundation, og Seier Capital har doneret penge til projektet, men det manglede hænder til at pille, hakke og stege. Lige indtil vores elever kom ind i billedet.

I de sidste uger har seks kokkeelever fra Hotel- og Restaurantskolen stået i det lille køkken bag H17 – Danmarks største stofindtagelsesrum – og fremstillet mad.

Det kan lade sig at gøre, fordi der trods genåbning af restauranter fortsat mangler praktikpladser. Som en del af vores nye skolepraktiktilbud har en håndfuld elever fået lov at stå bag produktionen af Junk Food.

”Det giver bare så meget mening at lave mad til nogen, der virkelig har brug for det, mens vi venter på at finde pladser”, siger Nicklas Johansen, den ene af dagens tre kokkeelever i køkkenet, mens han skræller den ene knoldselleri efter den anden.

Ved siden af ham står en kæmpe gryde og spreder dampe fra en kraftig oksefond ud i det lille køkken. Anton Lillerup-Rasmussen steger hakket kød bag ham, mens Kasper Baltzarsen piller hvidløg.

nicklas johansen hotel- og restaurantskolen
Nicklas Johansen (forrest) er sammen med Anton Lillerup-Rasmussen (bagerst) i skolepraktik i Junk Food-køkkenet.

Meningsfuld skolepraktik

Når drengenes arbejdsdag er omme, har de pakket 314 portioner af spaghetti bolognese. Maden skal være nem at spise.

”Vores brugere siger selv, at de har en mentalitet som børn, når det handler om mad. De spiser ikke grøn salat,” fortæller kokken Philip Eistrup Davidsen, der er ansat som skolepraktikinstruktør.  Sammen med frivillig køkkenchef Kåre Gotfredsen sørger han for, at eleverne lærer det de skal, mens de er i en ganske anderledes skolepraktik.

Selvom grøntsagerne skjules i den varme mad, skal maden være så grøn og fed som mulig, så brugerne får nok næring.

Uden for køkkenets vinduer står gadens mænd og kvinder og fixer. Det er et hårdt miljø, og eleverne har heller ikke fået lov til selv at aflevere maden til dem, endnu. De pakker den sammen og afleverer til andre frivillige og Fødevarebanken, der leverer maden til herberger og andre modtagesteder.

”Vi kan se, at maden gør så meget. Det skaber ro mellem grupperne og mindsker vold. Derfor håber vi selvfølgelig på at kunne fortsætte Junk Food. Rasmus har ambitioner om, at Junk Food skal være for ever og internationalt,” fortæller Jeanette Duus, der har overtaget projektledelsen, efter at Rasmus Munk er tilbage på Alchemist.

Se indslag om Junk Food på TV2 Nyhederne lørdag den 27. juni (spol frem til 12.26)