Flotte resultater til Årets Elev-konkurrencer

I fredags afholdt HORESTA deres årlige konkurrencer for kokke-, tjener-, receptionist- og smørrebrød og cateringelever. Hotel- og Restaurantskolen endte øverst på podiet i to af de fire konkurrencer.

Stemningen var intens fra morgenstunden i Hal E på messen Formland i Herning, hvor HORESTAs elevkonkurrencer blev afviklet. Kokkeeleverne gik direkte i køkkenet, for der er ingen tid at spilde, når man skal nå at lave tre formfuldendte retter til tolv personer på seks timer og 25 minutter. Tjenereleverne havde også travlt med at dække borde, præsentere vinmenu og mikse cocktails, mens receptionisteleverne lavede værelsestjek og rollespil for rullende kamera. Smørrebrød og cateringeleverne måtte derimod vente helt til middag med at komme i gang, så der var god tid til at blive nervøse. Men da de først kom i køkkenet, gik det til gengæld stærkt, og tre timer senere var de klar med flotte afleveringer.

Spændingen blev udløst sidst på eftermiddagen, og tjenereleverne Emily og Jeppe lagde ud med at vinde Arla Unikas Ostepris. De stod også for den ene guldmedalje til skolen, da de sikrede sig titlen som Årets Tjenerelever. Receptionistelev Sophia blev kåret som Årets Receptionistelev, mens smørrebrød og cateringeleverne Marianne og Simone fik en flot 3. plads. Kokkeeleverne Andrea og Silas og receptionistelev Christiane leverede også stærke præstationer, men endte udenfor top tre.

Fra venstre: Smørrebrød og cateringelever Simone og Marianne, tjenerelev Emily, receptionistelev Sophia og tjenerelev Jeppe.

Se flere billeder fra dagen på skolens facebookside