10. klasse: Et år med efterskole-vibes og stærke fællesskaber

Der er kommet to nye linjer i 10. klasse på Hotel- og Restaurantskolen, der dykker ned i klima, råvarer og sundhed. Derudover bliver 10. klasse til en form for 'dags-efterskole' i vores helt nye koncept.

I en tid med klima, sundhed og gode råvarer på dagsordenen fornyr vi vores 10. klasse, så den spejler sig i omverdenen.

Vi vil give vores elever et år med viden og mulighed for at dyrke deres interesser i et trygt og nysgerrigt miljø.

To nye linjer med fokus på klima og måltider

Derfor har vi oprettet to nye linjer til elever, der er nysgerrige på de erhvervsfaglige fag. Eleverne kan vælge mellem ‘Jorden kalder’ og ‘Madværkstedet’.

Jorden kalder er for elever, som går op i klimaet og vil lære, hvordan man dyrker og høster grøntsager og laver klimavenlig mad.

Eleverne får også en god forudsætning for at træffe klimavenlige valg i hverdagen og en forståelse for måltidets sociale betydning.

Madværkstedet er især relevant for elever, der har en stor glæde ved at lave mad og vil lære om råvarer, madkulturer, sundhed og bæredygtighed.

De lærer at udforske det gastronomiske univers på en nysgerrig måde med glæden, måltidet og fællesskabet som drivkraften.

En ‘efterskole’ midt i byen

Vi vil komme hinanden nærmere på en faglig og social måde med hyggelige daglige aktiviteter med inspiration fra efterskoler.

I vores nye koncept arbejder vi med, at dagen starter med, at lærere og elever spiser morgenmad sammen, mens der bliver snakket om, hvad dagen byder på. Derefter fordeler de fire klasser ud fra deres skemaer. En af klasserne har køkkentjansen, og eleverne skal så lave en god frokost til de andre 10. klasser.

Alle mødes og spiser frokost sammen, og der er mulighed for at komme med feedback til hinanden, så alle kan udvikle sig. Vi laver mad med et formål. Det er ikke ny nordisk gastronomi, der sigtes efter. Dét at kunne lave en god frikadelle eller en sprød falafel, som klassekammeraterne kan lide, er meget vigtigere.

Som brancheskole har vi forskellige undervisningslokaler, som eleverne kan få glæde af og bruge på nye måder på tværs af fagene. Hvorfor ikke have matematikundervisning i køkkenerne, når der er så mange gram mel og en masse deciliter mælk, man kan lave mellemregninger med?

Gymnasie eller erhvervsskole?

Efter 10. klasse vil nogle af eleverne starte i gymnasiet, mens andre vil fortsætte på en erhvervsskole. Derfor er der to profiler i vores 10. klasse: GYM10 og EUD10.

Som navnene antyder, lægger de hver især op til, at eleverne bliver klædt godt på til at komme videre mod den ungdomsuddannelse, de gerne vil gå på. Linjerne udelukker dog ikke noget, for man kan søge ind på gymnasier og erhvervsskoler, uanset hvilken profil man vælger.