Hædersdiplom til spisesteds-chef

Michael Dinesen modtager fredag æresdiplom fra Det Danske Gastronomiske Akademi for at inspirere og uddanne hundredvis af unge

29. april 2024

Gastronomisk hædersdiplom til skolens spisehuschef

Det Danske Gastronomiske Akademi tildeler hvert år en håndfuld diplomer til danskere, som gør en særlig indsats for gastronomi og smagsoplevelser. Nogle gange går hæderen til folk, som arbejder i gastronomiens kulisser.


En af dem, der arbejder med at forme fremtidens gastronomer, er Michael Dinesen, chef for skolens spisesteder og skoleoplæring.

"Michael Dinesen er ikke offentlig kendt, men i branchen er han uhyre vellidt for sit store arbejde med at inspirere og uddanne hundredvis af unge mennesker, som vil arbejde i fødevarebranchen," fortæller Claus Tingstrøm fra Det Danske Gastronomiske Akademis diplomudvalg.

Akademiet arbejder for at fremme mad- og måltidskulturen i Danmark og skriver i motivationen: 

"Michael Dinesens evne til at kombinere kvalitetsfødevarer med en humoristisk og nysgerrig tilgang til måltidet har gjort Spisehuset til mere end blot en kantine – det er blevet en integreret del af skolens pædagogiske fundament.

Hans innovative tilgang ses tydeligt i hans daglige arbejde, hvor han ikke blot præsenterer eleverne for en bred vifte af kulinariske oplevelser, men også indfører dem til en verden, hvor mad er mere end næring; det er kultur, glæde og fællesskab.

Michael Dinesen indsats er et strålende eksempel på, hvordan passion og engagement kan skabe varige forandringer og inspirere andre. Hans bidrag til Hotel- og Restaurantskolen i København og til den bredere gastronomiske verden fortjener anerkendelse, og et diplom fra det danske gastronomiske akademi ville være en passende hyldest til hans utrættelige arbejde og dedikation.

Benovet og stolt

Modtageren er selv faktisk benovet over, at de har kigger i hans retning.

"Men jeg er også stolt over, at de anerkender skolens arbejde med bæredygtighed, grøn gastronomi og med den vigtige opgaver det er at uddanne nye generationer af kreative gastronomiske håndværkere. Det er dem, der skal skabe forandring med i verden, siger Michael Dinesen.

I sine 32 år på skolen har Michael Dinesen haft forskellige roller.

"I de seneste fem år har han som engageret chef for skolens spisesteder og skoleoplæring stået i spidsen for en grøn omstilling med daglige gastronomiske oplevelser, som rækker langt udover den normale kantinebuffet, og så sker det beundringsværdigt i et pædagogisk rum, som mange andre uddannelsesinsitutioner misunder os," siger Karsten Kolding, der er vicedirektør for ressourcer. 

Fakta

  • Det Danske Gastronomiske Akademi
    Har 46 medlemmer og professor Ole G. Mouritsen som præsident.
  • 60 års jubilæum
    Akademiet har eksisteret siden 1964 og er en forening af personer, som arbejder for at fremme mad- og måltidskulturen i Danmark uafhængigt af kommercielle interesser, offentlige institutioner og fagorganisationer.
  • Overrækkelsen
    Finder sted lørdag den 3. maj kl. 17.00 på Søllerød Kro
  • Hædersdiplomer
    Uddeles typisk for fremragende kokkekunst og fremstilling af kvalitetsfødevarer, men også for andre madkulturelle initiativer.
  • Diplommodtagere 2023-24
    For vin: Jacob & Helle Stokkebye, By Stokkebye

    For planteprotein: Randi Walsten, Matr Foods

    For uddannelse: Michael Wang Pedersen, Chef for spisesteder og skoleoplæring Hotel- og Restaurantskolen

    For hospitalsmad: Kulinarisk leder Jesper Vangdrup og enhedschef Marianne Lange, Køkkenet på Herlev Hospital (og Gentofte)

    For mad til dysfagi-patienter: Majken Alexander, Værdigmad

    For kvalitetskød fra lokalt opdrættede dyr: Slagtermester Henrik Hansen, Slagteren i Vipperød