Fire EUX-elever fejrer, at de skriver historie.

Nye EUX’ere skriver danmarkshistorie

9. juni 2021

Danmarks første EUX tjenere og receptionist uddannet

De sidste uger har været fyldt med glæde for alle vores færdiguddannede EUX’ere. Men der er tre, der lige har fået lidt ekstra highfives.


Magnus og Mathilde er nemlig Danmarks første EUX Tjenere, og Simon tager titlen som Danmarks første EUX Receptionist, og det er ikke den værste følelse i verden.

"Det føles rigtig godt. Jeg har haft fire år til at gøre mig klar til at være den første. Jeg har vist også fået sagt det et par gange i løbet af min uddannelse –  at jeg er den første. Det er sgu fedt", fortæller Simon Krøyer Thomsen. 

En af grundene til at Simon, Magnus og Mathilde har æren af at være de allerførste i Danmark er, at EUX i de første år var en ukendt uddannelse med relativt små årgange.

Men nu er vi et sted, hvor vi gennem en årrække har opstartet to klasser i august. Og som noget nyt har vi nu også optag i januar, og man kan derfor begynde sin EUX på Hotel- og Restaurantskolen både sommer og vinter. 

Det videnskabelige og praktiske

Hvorfor udvikler pH-værdien i din kombucha sig, som den gør? Og hvad gør det ved smagen? Hvad er det, der sker med agurkeskiven, når den mødes af eddiken?

Det er eksempler på noget af det, eleverne beskæftiger sig med. Det videnskabelige og det praktiske. For at tage en EUX er ligesom at tage to uddannelser på én gang, forklarer Søren Poul Nielsen, der er vicedirektør på skolen.

"Det særlige ved EUX er, at uddannelsen kombinerer håndværk og videnskab. Et godt eksempel er undervisningen i kemi, som i vid udstrækning foregår i køkkener og værksteder og tager udgangspunkt i kemiske processer i madlavningen".

"Vi vil med vores EUX give eleverne de bedste forudsætninger for deres videre liv, hvad enten det er som faglærte i branchen eller som studerende på videregående uddannelser. Og vi vil på den måde også gerne bidrage til at styrke de håndværksfag, som skolen efterhånden har uddannet elever indenfor gennem 100 år".

For Simon giver den vekslen mellem håndværket og det videnskabelige også mening.

"Uddannelsen handler om mennesker, service og psykologi. Blandingen med det mere kommercielle gør, at man har en lidt mere fokuseret gymnasietid. Vi har en retning på al undervisningen med fagrelaterede tekster – selvom vi selvfølgelig også har alle de klassiske tekster i for eksempel dansk".

Holder mulighederne åbne

Interesser og mål ændrer sig løbende i livet, og det er der plads til, når man har en EUX med i bagagen. Først skal Simon dog ud og nyde livet, inden han tager sin beslutning om en videregående uddannelse.

"Jeg skal starte som receptionist på Scandic Copenhagen og skal lige nyde at få en fuldtidsløn. Det næste jeg gerne vil er at være cabin crew. Jeg har ikke planlagt at læse videre endnu – gymnasie-delen var også for at få lidt ekstra udfordring, men interesser veksler hele livet, så det er godt at have mange flere muligheder for at læse videre senere".

Der skal lyde et kæmpe stort tillykke til alle vores færdiguddannede EUX’ere, der kan se frem til en velfortjent sommerferie, inden de drager videre i alle mulige forskellige retninger.

Læs om EUX Gastro Science

Få nyt direkte i din indbakke