På skolen fermenterer vi alverdens råvarer til brug i undervisningen.

Vi mindes Andreas Harder ved en ceremoni

Vi har nu mulighed for at mindes Andreas Harder (1964-2019), der var en sand madpioner og satte sit tydelige præg mange steder i branchen og på skolen.

27. oktober 2021

Vi mindes Andreas Harder ved en ceremoni

Andreas havde en stor betydning for branchen og Hotel- og Restaurantskolen.


Onsdag den 10. november kl. 16.30-19.00 er Hotel- og Restaurantskolen, Vigerslev Allé 18, 2500 København ramme om et mindearrangement for gastronomen og madpioneren Andreas Harder (1964-2019).

Andreas Harder var i mange år ansat i Meyer Food, hvor han bl.a. stod for madlavningskurser og produktudvikling. Han var hovedkraften i udviklingen af firmaets succesrige serie af eddiker brygget på danske æbler og bær efter den italienske balsamico-metode. Han arbejdede på Hotel- og Restaurantskolen, hvor han var med til at sætte et projekt med fermentering i gang.

Andreas Harder var forfatter til en række kogebøger og bøger om madkultur og ingredienser: sammen med sin bror Thomas Harder skrev han Ikke altid pizza (1992), Spis brød til (1996) og Cucina italiana – Brdr. Harder italienske køkken (2011) og sammen med Claus Meyer Eddike (2005). Mine italienske køkkener (2008) var en kombineret kogebog og dagbog fra et år på Sardinien.

Ved arrangementet vil venner og fagfæller mindes Andres Harder med personlige taler og faglige oplæg fulgt af en smagning.

Ved arrangementet uddeles for første gang en gastronomisk pris, der er indstiftet til minde om Andreas Harder. Prisen gives til en person eller et projekt, der fokuser på godt madhåndværk, miljø og iværksætteri. Modtagerens navn vil blive afsløret ved overrækkelsen.

Efter talerne, det faglige oplæg og prisuddelingen serveres der en forfriskning.

Der er er offentlig adgang til arrangementet, men der kræves tilmelding på forhånd og betaling af en symbolsk billetpris på 50 kr. Der er plads til højst 100 deltagere.

Bag mindearrangementet og den nye pris står en kreds af Andreas Harders kolleger, venner og familie: Kogebogsforfatter m.m. Katrine Klinken, vinhandler Carlo Merolli, kursus- og projektchef ved Hotel- og Restaurantskolen Johan K. Dal, arkitekt Hans Scheving, forfatter og oversætter Thomas Harder.

Johan K. Dal: ”Andreas var en kæmpe kilde til inspiration for mig som for mange andre, først gennem sine bøger og siden som ven og kollega. Vi glæder os til at dele hans passion og historier og lade det leve videre til minde om ham.”

Katrine Klinken: ”Andreas delte generøst ud af sin viden og erfaringer i køkkenet med fokus på madlavning af gode råvarer. Han var alt andet end en madsnob – han var simpelthen kvalitetsbevidst og rigtig fint maddannet.”

Kontakt:

Kursus- og projektchef, Hotel- og Restaurantskolen Johan K. Dal: (+45) 2496 2216; jda@hrs.dk.

Katrine Klinken: http://www.klinken.dk/; (+45) 23 26 20 48; katrine@klinken.dk.

Få nyt direkte i din indbakke