Skolen genanvender brugt olie

Hotel- og Restaurantskolen har fundet en måde at genanvende den olie, som bliver brugt i undervisningen.

Vi har en strategi om at arbejde med bæredygtighed og skabe konkrete løsninger, og det har vi nu gjort med skolens forbrug af olie.

Der er nemlig meget olie, som kan genanvendes flere gange i stedet for, at den bare bliver smidt ud. Dermed spilder vi ikke en masse brugbar olie, hvilket er bæredygtigt og til gavn for skolens økonomi. 

Ny metode og maskine

Skolens købmand, Martin Petersen, har været med til at starte projektet:

– Olieprojektet lå lige til højrebenet. Vi er en stor skole og bruger derfor rigtig meget olie, ikke mindst til friturestegning. Før var det nemmere at smide den brugte olie ud og tage en ny dunk end at sigte den og krydse fingre for, at det, der havde været i den før, ikke var alt for ulækkert.

Vi anskaffede os derfor en maskine, der suger den brugte olie op og sigter den igennem et filter. Olien bliver derefter sprøjtet ud igen og hældt på dunke.

Maskinen, der renser olien.

Alle undervisere instruerer eleverne i at gemme den brugte fritureolie i køkkenerne. 

– Hver fredag indsamler vi så den brugte olie og filtrerer den. Herefter tjekker vi renheden af olien ved at måle partikelindholdet, så vi er sikre på, at den stadig er brugbar til madlavning, forklarer Martin.  

Ikke en nem opgave

I og med at eleverne på skolen øver sig i at arbejde med råvarer, skal der være plads til fejl, og så handler det om, at de skal prøve igen.

Derfor kan det være en svær opgave at undgå madspild og sænke forbruget, og det motiverer os til hele tiden at undersøge, hvor vi kan finde på gode løsninger.

Udover at genbruge den olie, der er ren nok til at bruge i madlavning, har vi også fundet ud af, hvordan vi kan bruge den olie, der ikke er ren nok til madlavning. 

Vi hælder den i vandlåsene i køkkenerne, når eleverne ikke er på skolen. På den måde kan vi undgå lugtgener i fremtiden.

Dunkene med den filtrerede olie.

Men kreativiteten stopper ikke her. Martin har et bud på, hvordan vi kan udvide brugen af den genanvendte olie i fremtiden:

– Vi joker med, at vi kan hælde det på dieselbiler som brændstof. Det har vi dog ikke prøvet. Endnu! 

De nuværende tal

Fra d. 23. januar til midten marts har vi renset og genbrugt 750 liter olie. 

Fra juli 2018 til juli 2019 brugte vi omkring 9000 liter olie både til at stege og fritere med. 

Med det nye tiltag regner vi med at komme ned på 5000 liter olie.