Gastro Camp – en gastronomisk sommerskole midt i byen

Vil du blive bedre til klassisk teknik i køkkenet, lære at lave mad over bål, vil du lave lækre kager eller lære at smage på vin og andre drikkevarer?

Hvis du har en kok, bager, konditor, sommelier eller tjener gemt i maven og har lyst til at lære mere og udforske gastronomiens verden, har du nu chancen – tag på Gastro Camp på Hotel- og Restaurantskolen.

Gastro Camp er en sommerskole, hvor du får mulighed for at afprøve dine skills inden for mad, bagning eller drikkevarer i en eller to uger på Hotel- og Restaurantskolen i Valby.

Du møder gode folk fra restaurationsbranchen, får undervisning og mulighed for at nørde igennem i vores økologiske have, køkkener eller tjenerhus.

I vores byhave kan du blive klog på alverdens forskellige grøntsager.

Hvad er der på programmet?

På Gastro Camp lærer du håndværk og metoder og hører om nyskabende trends inden for mad, brød og bagning, vin og øl og meget mere. Hver morgen starter med et fælles indslag, hvor folk fra gastrobranchen vækker dine smagsløg med en madfaglig morgenbooster og introducerer dagens program.

Det kan være en sommelier fra en Michelin-restaurant, der fortæller om vinens verden eller en osteekspert, der laver en smagning af spændende oste. Hver dag vil der være en ny vært, som står for dagens morgenprogram, så man kommer rundt i forskellige afkroge af det gastronomiske landskab.

Midt på dagen er der fælles frokostpause, hvor I på tværs af kursusretning spiser sammen og laver faglige indslag for hinanden på skift, så alle får lov at smage, dufte og blive inspireret, før man går tilbage til kurserne.

Når undervisningen slutter omkring klokken 16, er der mulighed for at runde dagen af sammen med de andre kursister og undervisere.

På Gastro Camp handler det om at lære og samtidig have det sjovt – sammen.

Find dit kursusfag

Klassisk kok – snus til faget
Hvis du interesserer dig for at lave mad og gerne inviterer på middag, men har lyst til at blive endnu bedre og få styr på nogle klassiske teknikker og smagssammensætninger, så har du chancen for at snuse til kokkefaget og blive god til at levere nogle skarpe serveringer her.

Du lærer bl.a. at lave fond og sauce fra bunden, du lærer at bruge kokkeknive rigtigt og bliver god til at snitte og hakke fint og præcist. Du lærer, hvordan man udbener kød og fileterer fisk, og du får tips til anretning og servering af dine kreationer. Alt i alt vil du efter en uges kursus have lært alt, hvad du skal kunne, for at servere et måltid, der er lavet fra bunden og imponerer med både fantastisk anretning og smag.

Sommer-sommelier: vin, øl, drinks
Dette kursus er noget for dig, hvis du interesserer dig for vin og andre drikkevarer, og hvordan man laver et godt drikkevarematch til forskellige retter. Du lærer, hvordan man smager på vin og får en indføring i, hvad der er op og ned ift. druesorter, produktion, lagring og meget mere, så du har basisviden om vinens komplekse og fascinerende verden. Du arbejder med smagshjul og sensorik, og hvilke smage man gerne vil kombinere for at lave et godt match med den mad, der serveres.

Desuden kommer kurset også ind på øl og de muligheder og oplevelser, der ligger i de mange forskellige øltyper, der findes. Du får også en introduktion til cocktails og andre drikkevarer, der er gode at kende og kan supplere både til mad og som aperitif eller drink.

Du kan blive helt skarp på dyrebare dråber.

Kager og desserter
Hvis du elsker at lave desserter og bage kager, er dette kursus for dig. Du lærer alle de mest grundlæggende teknikker, der skal til for at lave nogle af de største klassikere, men også hvordan du kan kreere dine egne desserter og kager, og hvordan du kan udvikle din inspiration til virkelighed.

Du lærer for eksempel at lave mousse og glace, om temperaturer og bagetider, temperering af chokolade og meget mere, så du efter kurset er helt klar til at invitere familie og venner på imponerende lækkerier. Du lærer også, hvordan man laver pynt, og hvordan man smagfuldt kan pynte sine desserter og kager, så de ikke bare smager godt, men også er smukke at se på.

Tid og pris

Du kan vælge at deltage på Gastro Camp i en eller to uger (27 og 28).

Prisen for et ugekursus er 3.000,- kroner inkl. moms

Undervisningen begynder klokken 9 og slutter omkring klokken 16.00.

Spørgsmål

Har du spørgsmål så kontakt kursusafdelingen på tlf. 3386 2236.