Stort tillykke til de nye svende

Ernæringsassistenterne og receptionisterne var de første elever, der fik mulighed for at gå op til deres svendeprøver, efter at coronavirus lukkede skolen ned i midten af marts måned.

Og selvom der grundet forsamlingsforbuddet ikke kunne afholdes den traditionelle dimission for de nyudlærte elever, var der stadig plads til champagne, store smil og glædestårer i Restauranten og Spisehuset.

Længe ventet glæde

Både ernæringsassistenterne og receptionisterne har siden midten af marts måned måtte væbne sig med tålmodighed, efter at deres planlagte svendeprøver blev udskudt grundet corona-krisen.

Den 29/4 2020 var så dagen, hvor de spændte elever kunne tage deres afsluttende eksamen, og det var en dag, de havde set frem til.

– I starten var det noget værre møg, da vi fik at vide, at svendeprøven var udskudt. Det har været lang tid at gå og vente, hvor vi ikke har kunne komme ind på skolen. Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, og i dag er jeg virkelig stolt af mig selv, fortæller en glad, nyudlært receptionist, Rie Eriksen Jessen, umiddelbart efter, hun kom ud fra eksamenslokalet.

Fejring i opdelte familiehold

Under normale omstændigheder ville hele Eventsalen i D-bygningen være proppet med elever, lærere, venner og familie til den store dimissionsfest.

Men sådan har det af gode grunde ikke været i denne omgang, og i stedet blev der sprittet hænder, uddelt gaver, poppet champagne og holdt taler i Restauranten og Spisehuset for små, opdelte grupper, hvor kun den nærmeste familie var tilstede..

På den måde blev retningslinjerne fra myndighederne overholdt, og selvom det selvfølgelig ikke kan sammenlignes med en storslået dimissionsfest, blev der alligevel grædt og grint til den store guldmedalje.

Apropos guldmedalje, så var det netop, hvad Mia Olsen, der er nyudlært receptionist, præsterede at hive med hjem fra sin svendeprøve (Mia fik tre 12-taller), og det gjorde dagen ekstra mindeværdig.

– Jeg havde håbet på, at jeg kunne klare at få bronze, men at det skulle blive guld, er jeg virkelig stolt af. Jeg har arbejdet rigtig hårdt for det her, og jeg synes, at et svendebrev er en vigtig anerkendelse for mig som erhvervsskoleelev. At vi ikke kan få den store dimissionsfest, som vi havde gået og glædet os til, er naturligvis lidt ærgerligt, men den her form for fejring er også rigtig god og vigtig for mig, fortæller Mia Olsen.

Flere svendeprøver og eksaminer 

I den kommende tid vil flere ernæringsassistenter, gastronomer og tjenere komme til svendeprøve, samtidig med at 3.G’erne på EUX og HTX også kan gå op til deres afsluttende eksaminer.

På skolen er der derfor i øjeblikket mere liv, end der har været den seneste måned, fordi 3.G’erne og hovedforløbseleverne har således fået mulighed for at forberede sig til svendeprøverne og studentereksamen inde på skolen.