Freja netværksmøde på Hotel- og Restaurantskolen

Ligestilling?

Vi skal finde ud af, hvorfor ligestillingen ikke er opnået i køkkenerne

22. august 2019

Hvordan får vi ligestilling i kokkefaget?

De nordiske lande er kendt for en gastronomisk revolution og for kønsligestilling, men den sidste er ikke slået igennem i køkkenet


En række madfaglige, gastronomiske kvindelige ledere og ildsjæle står for Freja Symposium 2019.

Det er en del af Copenhagen Cooking og er en heldagsbegivenhed, der afholdes den 26. august på Hotel- og Restaurantskolen. Freja fokuserer især på kønsligestilling i restaurationbranchen i de nordiske lande.

Dansk stjernekok er involveret

Kamilla Seidler er en af arrangørerne af Freja Symposium. Hun er udlært fra Hotel- og Restaurantskolen i 2008 og har siden haft gang i en flot karriere i ind- og udland.  

Kamilla har blandt andet arbejdet på Mugaritz i Spanien, der anerkendt som en af verdens bedste restauranter. Hun har også været kok på Paustian og Geist. 


Kamilla Seidler er en vigtig del af Freja Symposium

Derudover er hun blevet kåret til Sydamerikas bedste kok, mens hun var chefkok på Gustu i Bolivia, der blandt andet blev kåret til Sydamerikas bedste nye restaurant og senere til kontinentets bedste. Til Freja Symposium står Kamilla for den lækre middag. 

Netværk og diskussion

For Kamilla er symposiet vigtigt af flere årsager.

"Vi skal have bygget et godt netværk os kvinder imellem, og det kan hurtigt blive en klagesang, når man ikke får formuleret de her problemstillinger rigtigt". 

Kamilla håber, at symposiet kan muliggøre, at nye kvindelige kokke ikke springer fra på grund af dårlig behandling.

"Hvis vi bliver bedre til at networke, snakke sammen og få problemstillinger på bordet, så tror jeg også, at de yngre piger, der går ind i branchen, vil være mere tilbøjelige til ikke at hoppe fra. Blandt andet fordi de har hørt, at det ikke er okay, hvis de bliver mødt med det ene eller andet. Pigerne må godt sige fra uden at være svage. Det kan være med til at løfte niveauet generelt. At man godt må snakke om tingene". 

Senere på året åbner Kamilla Restaurant Lola i København. Det bliver et kulinarisk hus, hvor der vil være jobs til personer, der gerne vil ind på arbejdsmarkedet. Menukortet er globalt, og fokus vil være på bæredygtighed og økologi.

Kokke er kokke

Sif Gabriela Nyberg er også udlært fra Hotel- og Restaurantskolen, og hun har klare holdninger til, hvad der er ordentlig og forkert opførsel i køkkenerne. Hun mener, at forskelsbehandlingen af kønnene i branchen kommer helt ned til, hvordan de omtales.


Sif Gabriela Nyberg under sin tid på Hotel- og Restaurantskolen

"Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi blot bliver kaldt for kokke. For vi er kokke, selvom vi også er kvinder. Jeg synes faktisk, at det er rigtig slemt, at man kalder det for kvindelige kokke. Man siger jo heller ikke mandlige kokke. Jeg synes ikke, man kan skelne mellem køn, når det kommer til vores fag. Det har ikke noget at gøre med køn overhovedet. Det er kreativitet, viden, lyst, passion og engagement, der gør en til kok".

Støtte til begge køn

For Sif er det vigtigt, at mænd ikke bliver glemt, selvom det ofte er en maskulin kultur, der hersker.

"Jeg synes, at det er enormt vigtigt, at både mænd og kvinder føler sig støttet. Jeg tænker, at der også er mange situationer, hvor mænd føler sig klemt. Så jeg går meget ind for, at der skal være lighed. Lige spilleregler for alle". 

Personlige konsekvenser

Sifs tilgang til restaurationbranchen har haft konkrete konsekvenser. Hun har stået i lære adskillige steder, fordi hun altid råber op, hvis nogen bliver behandlet uretfærdigt.

Det er en indstilling, Sif Gabriela Nyberg altid vil have.

"Det er noget, jeg selv vil føre ud i mine fremtidige køkkener. Man skal have den samme respekt uanset køn".

Sif deltager selv i Freja Symposium, da emnet ligger hende meget på sinde.

Vigtigt emne for skolen

Hotel- og Restaurantskolen er også optaget af problematikken om at gøre branchen og køkkenerne til steder, der også tiltrækker kvinder.

Skolens strategi frem mod 2022 lægger stor vægt på, hvordan vi får markant flere elever, og her gælder det både om at skabe en mere attraktiv skole – men livet og forholdene i den branche, vores elever skal uddannes til, er selvfølgelig også vigtige for, at vi kan rekruttere og fastholde vores elever.

Direktør for Hotel- og Restaurantskolen, Anne-Birgitte Agger, mener, at det vil være win-win, hvis vi knækker koden for, hvordan vi får flere kvinder i branchens køkkener og flere kvinder til at blive kokke.

"Tallene siger sig selv. Kun 28 procent af vores kokkeelever er kvinder, og det tal bliver endnu mindre år efter år, når de er udlærte. Branchen savner arbejdskraft. Det er en af grundene til, at vi må gøre os umage med at blive flere kvinder. Men helt ærligt tror jeg også, at hvis vi knækker koden for, hvad der vil tiltrække og fastholde kvinderne, så vil vi også få skabt bedre muligheder for at fastholde mændene, der heller ikke holder længe nok".

Behov for mentorer

Sidste års Freja Symposium mundede ud i, at der blev oprettet et mentorkorps, hvor erfarne kvinder i branchen blev mentorer for de unge.

Anne-Birgitte håber, at Freja Symposium 2019 giver anledning til, at det bliver praktiseret, og at der bliver fundet mentorer til skolens elever.

Hun er øvrigt moderator og står for velkomsten til Freja Symposium 2019.

Du kan læse meget mere om programmet til Freja Symposium 2019 lige her.

 

Læs flere nyheder

Få nyt direkte i din indbakke