Hotel- og Restaurantskolen lancerer ny podcast om tjeneren

Restaurationsbranchen bliver næsten altid forbundet med kokkene, og de gastronomiske mesterværker, der bliver kreeret i køkkenet. Tjeneren, der er frontfigur i restauranten, møder gæsten, serverer maden og sørger for værtskabet tiltrækker sig derimod ikke megen opmærksomhed.

Det synes vi er en skam, da tjenerfaget rummer rigtig mange spændende elementer, udfordringer og nuancer, som fortjener at komme på dagsordenen. Og derfor lancerer vi nu Danmarks første podcast om tjeneren og værtskabet.

To af vores passionerede tjenerfaglærere, Rikke Mie Bygmann og Henrik Lindegaard, står bag podcasten, hvor de sætter fokus på emner og dilemmaer inden for tjenerfaget – en tjener er nemlig ikke bare en tallerkentaxa!

– Der er mange flere aspekter i tjenerens arbejdsopgaver, og dem vil vi i denne podcastserie dykke ned i. Vi værner om faget og vil gerne udbrede budskabet om os og vores kollegaer fra branchen. Tjeneren er lidt ligesom tigrene – i fare for at uddø, og det skal der laves om på, fortæller Henrik Lindegaard, der er tjenerfaglærer på Hotel- og Restaurantskolen og en af værterne på den nye podcast.

Rikke og Henrik kører derfor rundt i det danske land med mikrofon og hørebøffer under armen og interviewer spændende folk fra og omkring restaurationsbranchen, der kan gøre lytterne klogere på fagets muligheder og nødvendighed.

Her kan du høre podcastens intro-afsnit samt afsnit 1 med Jan Restorff, der er restaurantchef på Søllerød Kro.

Vi glæder os til at udkomme, og vi håber, I vil lytte med.