Når unge kvindelige kokkelever bliver spurgt: Kan du godt løfte en fondgryde med de store kasser, så er det ifølge køkkenchef Kamilla Seidler hverdagskost.
I Politiken fredag fortæller hun om den hårde, og ofte seksuelt chikanerende tone, hun selv har oplevet som ung kokkeelev. Og om hvordan mobning og sexchikane ikke er tilladt på hendes nyåbnede restaurant Lola.
Oplevelserne er beskrevet i forbindelse med lanceringen af en ny rapport om sexchikane i hotel- og restaurationsbranchen fra Institut for Menneskerettigheder.
Rapporten dokumenterer, at 37 pct. af kokke-, tjener- og receptionistelever oplever tilnærmelser eller krænkelser, mens de står i lære.
Et alvorligt og sundhedsfarligt problem for eleverne (både for mænd og kvinder), der frygter for deres elevplads og karriere. Og et kæmpe problem for vores branche, som i disse år mangler flere hænder.
Uanset at undersøgelsens baggrund er en base på 270 adspurgte elever, er resultatet en indikation af, at noget er alvorligt galt. Vi skal som skole og branche gå sammen for at ændre en kultur og en adfærd, der ikke er sund for hverken eleverne eller branchen.
Kollektiv kulturændring
Kulturen ændres af mennesker, virksomheder og branchens organisationer ved, at vi går sammen om et opgør med gamle tiders chikanerende adfærd og hårde tone, som hersker nogle steder i branchen.
Det har i flere år været tendensen, at særligt de kvindelige elever forlader faget i højere grad end mændene, og her er sexchikane én af flere årsager.
På skolen har vi kun 25 pct. elever, der søger ind i kokkefaget. Kan vi gøre det attraktivt for vores kvindelige elever, vil vi kunne løse den store mangel på elever og faglærte.
Derfor introducerer netværket Freja, som er stiftet af blandt andre Kamilla Seidler, i regi af FOOD, nu et mentorkorps med toneangivende kvindelige kokke, og kvindelige restauratører som vil støtte og vejlede de unge kvindelige elever, så de ikke forlader branchen, hverken på grund af sexchikane eller andre arbejdsforhold.
Der skal nye tiltag til
På erhvervsskolerne skal vi tage vores del af ansvaret på os. Den nye kultur starter på skolen blandt fremtidens medarbejdere. Der skal fortsat være arbejdsmiljø på skoleskemaet, men det er ikke nok.
På Hotel- og Restaurantskolen i København vil vi i det nye år ansætte en elevombudsmand, som eleverne kan gå til med deres oplevelser både på skolen og ude i branchen, som et supplement til vores studievejledere og skolens andre medarbejdere, som står parat til at hjælpe dem.
Vi skal passe meget bedre på både kvindelige og mandlige elever, og her er opmærksomhed på problemet og kulturforandringer nødvendige. Både på restauranterne og på hotellerne er man allerede i gang med at skabe en ny kultur.
Det seneste MAD Symposium (international madkonference for kokke, producenter, kunstnere og akademikere) handlede kun om, hvordan vi skaber bedre balance mellem kønnene og mere ligestilling. Det arbejde skal vi understøtte med andre gode initiativer på skolen og ude i branchen, så ingen elever forlader vores fantastiske fag. Og for at flere får lyst til at være en del af det.
Af Anne-Birgitte Agger, direktør Hotel- og Restaurantskolen København, Trine Hahnemann, direktør Hahnemanns Køkken, Kamilla Seidler, køkkenchef, Anita Klemensen, køkkenchef, Mette Dahlgaard, gastronomisk chef, Gemyse og Stine Lolk, festivaldirektør Copenhagen Cooking & Food Festival.
Læs den fulde rapport her.
Læs Politikens artikel.