Som receptionist-elev lærer du om værtskab, kommunikation og kulturforståelse.

Fremtidens receptionister

Hotelbranchen bemandede kraftigt ned inden Corona, men er nu ved at bevæge sig den anden vej og mangler arbejdskraft for at følge med forespørgslen.

28. oktober 2021

Vi skal sikre fremtidens faglærte receptionister

Vi har talt med Camilla Gjørup, der er Front Office Manager Scandic Falconer, hvor vi hører mere om, hvordan det er at have elever i øjeblikket, og hvad hun leder efter.


Problemstillingen er, at forretningen er kommet tilbage hurtigere end forventet efter genåbningen, hvorfor branchen simpelthen ikke har kunnet følge med til at finde det rigtige mandskab.

Det kan derfor være svært at få hverdagen til at hænge sammen, hvilket viser branchens skrøbelighed, hvis ikke der uddannes nok faglært personale fremadrettet.

Fordele og ulemper ved at have elever

Det bidrager med rigtig mange positive ting at have elever i Scandic. Unge mennesker med en anden synsvinkel og viden fra skolen kan lære de garvede lidt om, hvad der sker af nye ting i branchen, forbrugertrends og hvilke nye smarte systemer der udbydes.

"Der er også ulemper ved at have elever. Det er et større ansvar, end når man ansætter en ufaglært. Man har fx nogle læringsplaner, eleven skal igennem, og det, som nok er værst for alle, er, at eleven skal undværes i de perioder, de er på skole. Før Corona klarede vi det ved at være tilpas nok folk, så man kunne dække ind for eleven i perioden. Nu, fordi der er skåret ind til benet, bliver løsningen at ansætte endnu en elev, således at de to kan køre skoleforløb forskudt af hinanden".

"Jeg ser det ikke som et stort problem – så i virkeligheden er der kun gode ting ved at have elever. Indsatsen det kræver, tilbagebetales mangefold på den lange bane", fortæller Camilla Gjørup.

Fra et uddannelsesmæssigt perspektiv ønsker Hotel og Restaurantskolen at klæde eleverne godt på i deres møde med det virkelige liv. I de tilbagevendende skoleperioder bygges videre på de erfaringer, eleven får igennem praktikken.

Receptionistuddannelsen er en bred uddannelse, hvor eleven får mulighed for at komme i dybden med fagligheden.


Jasmin Rasmussen,receptionistelev hos Scandic Falkoner 

Der undervises bl.a. i fag som markedsføring, turisme, arbejdsmiljø, psykologi, branchekorrespondance på dansk og engelsk, værtskab, salg og service, digitaliseret værtskab, økonomi og branchejura.

"En uddannet receptionist gør en forskel, da hun/han er oplært i hotellets funktioner hele vejen rundt fra front office til back office samt hoteldrift generelt. Derudover indgår der en forståelse for, hvordan receptionisten kan være med til at skabe en mindeværdig oplevelse for gæsten – meget mere end blot at udlevere en nøgle. Faktisk er flere hoteller ved at fjerne front office-delen. In-check  og ud-check er efterhånden blevet digitaliseret. Så receptionistens faglighed som værtinde kommer mere og mere i centrum", fortæller afdelingsleder på skolen, Susanne Mortensen.

"I værtinde rollen ligger, at du skal kunne se dine gæster, hvor de er, og give dem den kulturelle, servicemæssige oplevelse, som de efterspørger, i relation til det koncept de er trådt ind i".

En elev er en investering i fremtiden

Hos Scandic er eleverne garanteret en fuldtidsstilling på et af deres hoteller efter endt uddannelse. Elevtiden er derfor også en investering for Scandic i forhold til at få sikret faglærte medarbejdere i fremtiden, fortæller Camilla.

"Ordningen skaber nogle enormt loyale medarbejdere. Samtidig giver det eleverne en gulerod i forhold til at gøre ‘det ekstra’, og de føler, at der bliver sat pris på deres bidrag under elevtiden".

Læs flere nyheder

Få nyt direkte i din indbakke