Gæstelærere bliver en del af skolen
Fra sommeren 2021 inviterer vi branchen indenfor, så vi sammen løfter undervisningen for fremtidige generationer i gastronomiens og værtskabets tegn.
Branchefolk bliver en del af skolen i dagligdagen
Fra sommeren 2021 inviterer vi branchen indenfor, så vi sammen løfter undervisningen for fremtidige generationer i gastronomiens og værtskabets tegn.
På universiteterne har man gæsteprofessorer – hos os hedder de gæstelærere.
Fra denne sommer vil 41 personer fra Michelin-kokke, restauratører, kogebogsforfattere, økologiske ildsjæle, iværksættere, hoteldirektører til lektorer bidrage med viden og inspiration og fungere som et supplement til vores dygtige fastansatte lærere.
Vores kokkeelever begiver sig for eksempel ud i pastaens verden i selskab med David Fischer. Hvordan laver man den helt fra bunden, og hvordan bliver den al dente som i Rom?
Et gennemgående tema for mange af vores gæstelærere er fokus på bæredygtighed og kvalitet. Iværksætter og planteformidler, Neel Engholm, bidrager for eksempel med et vegansk perspektiv på smørrebrød.
Michael Museth underviser eleverne i kødkvalitet og udskæringer, og Christian F. Puglisi underviser i jagten og respekten for dyret.
Nogle af landets førende sushi- og fiskeeksperter er også parate til at formidle viden om eksempelvis fiskemetoder og den præcise tilberedning af fisk.
En af skolens målsætninger er at knytte tætte bånd til branchen og samtidig skabe de bedste undervisningsrammer for skolens elever.
Derfor er konceptet om gæstelærere oplagt, fortæller direktør på skolen, Anne-Birgitte Agger.
"For at opløse de forslidte udtryk som ’ude i virkeligheden’ eller ’inde på skolen’ vil vi gøre båndene fra skole til branche kortere og stærkere, så vi med ekstern hjælp kan løfte undervisningen samt give både elever og lærere inspiration, opdateret viden og de nyeste teknikker – uanset om det gælder håndværk, råvarekendskab- og håndtering, sensorik, virksomhedsdrift og innovation, gastronomi og kulinarisk kundskab, service og værtskab eller sundhed og bæredygtighed".
Udover de 41 gæstelærere, der allerede har sagt ja, er der flere på vej. Målet er, at der er gæstelærere, der kan supplere alle vores uddannelser.
"I fremtiden vil hvert uddannelsesteam have sine egne gæstelærere udvalgt i et samarbejde med advisory boardet på skolen og i dialog med underviserne", fortæller Anne-Birgitte Agger.
Gæstelærerne bliver tilknyttet specifikke uddannelser og specifikke år. Nogle underviser de helt unge elever på grundforløb 1, mens andre er tilknyttet skolens hovedforløb.
Skolens faste undervisere sørger for, at gæstelærerne bliver en del af skolens undervisningsplaner, og de er med på sidelinjen.
Vores bager/konditor-elever bliver udfordret på chokolade-forståelse og søde mousser af chocolatier Tor Stubbe og Ronnie Holmen, der har arbejdet som konditor på en række af Danmarks bedste restauranter.
Tjenerelever får boblende indspark af Jacob Kocemba, der har været head sommelier på nogle af Københavns bedste restauranter og Mads Rudolf, der er sommelier, vinimportør og forfatter.
Vores ernæringsassistenter får undervisning i ernæringens betydning for de syge og de gamle af enhedschef for ernæringsenheden på Herlev og Gentofte Hospital, Marianne Lang. Eleverne kan også få undervisning af Mine Sylow, der er etnolog og specialkonsulent. Hun underviser i, hvordan ernæringsassistenten har et medansvar for værtskabet, og hvor vigtigt det er at designe maden til specifikke målgrupper.
Til receptionist-eleverne inviterer vi blandt andre Michelle Szpak Gram, der er hoteldirektør med 15 års erfaring med revenue management fra en række københavnske hoteller. Hun vil blandt andet dele sin erfaring og viden om, hvordan hoteller kan optimere økonomien i driften af hotellet.