Hjemmelavet mozzarella

Her får du opskriften på, hvordan du selv kan lave mozzarella

– du får ca. 1,5 kg mozzarella ved denne opskrift. Tilberedningstid: To dage

Redskaber

  • En stor gryde med låg
  • Hulske
  • Laksekniv eller lignende
  • Osteklæde
  • Dørslag
  • pH-målepapir
  • Gummihandsker

Sørg for at skolde de redskaber, der kan skoldes.
Ingredienser

  • 10 liter sødmælk
  • 1 dl syrevækker (fx kærnemælk)
  • 2 ml osteløbe
  • 2 tsk. salt

 

Første dag – hjemmelavet mozzarella

Step 1 – en time:

  1. Opvarm mælken til 32 grader
  2. Tilsæt syrevækker (kærnemælk) og rør grundigt
  3. Læg låg på, dæk med et osteklæde og lad mælken syrne i 1 time.

Step 2 – 30 minutter:

  1. Bland osteløben op i 10 ml koldt vand
  2. Hæld blandingen i mælken og rør grundigt i et minut
  3. Læg låg på, dæk med et osteklæde og lad mælken hvile i 30 minutter
  4. Mælken har nu konsistens som budding – ostemasse.

Step 3 – en time:

  1. Skær ostemassen ud i 1 cm tern med en laksekniv
  2. Rør forsigtigt med hulskeen for at dele store og sammenklistrede klumper
  3. Læg låg og osteklæde på – vent ti minutter – rør – vent ti minutter – rør – vent ti minutter – rør
  4. Vent yderligere 30 minutter og rør.

Step 4 – natten over:

  1. Placér et dørslag med osteklæde over en gryde
  2. Læg ostemassen op i dørslaget – brug en sigte
  3. Gem vallen – den skal bruges senere
  4. Skyl ostemassen med koldt vand
  5. Tilsæt saltet og bland det grundigt rundt i ostemassen
  6. Lad ostemassen hvile for at udvikle tilpas syreholdighed. Hviletiden svarer til natten over
  7. Ostens pH skal være ca. 5,3 – bliver osten for syreholdig, vil den have en tendens til at blive for tør. Bliver den ikke tilstrækkelig syreholdig, vil den ikke kunne blive tilstrækkelig bearbejdsom og elastisk.

Dag to – hjemmelavet mozzarella

Step 5 – en time:

  1. VIGTIGT: Mål pH-værdien – når den er 5,3 er ostemassen klar
  2. Opvarm tre liter valle (den du gemte fra dagen forinden) til 85 grader – valle giver en bedre struktur og smag til osten (hvis ikke du har nok valle, kan du bruge vand i stedet for)
  3. Læg en portion ostetern(ca. to dl) op i en skål. Hæld den varme valle over ternene, rør med en ske og sørg for, at temperaturen på vallen ender på 60 grader. Når du kan mærke, at ternene er gennemvarme og bløde, tages de op og samles til en klump
  4. Massér, fold og stræk ostemassen gentagne gange til den er gennemarbejdet, glinsende og glat på overfladen. Læg ostemassen tilbage i varmen indimellem for at opvarme den. Når du strækker massen, skal du ikke strække ret meget: Stræk ved at lade osten flyde fra den ene hånd til den anden. Jo mere du arbejder med osten, des bedre bliver dens konsistens
  5. Når osteklumpen er masseret tilstrækkeligt (to-fem minutter pr. klump), lægges den i en beholder eller plastpose med lidt af vallen
  6. Gentag behandlingen af alle portioner ostetern.

 

Mozzarella_del1

 

 

 

 

 

 

Mozzarella_del2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Osten kan benyttes med det samme, men vinder dog i smag i løbet af et par dage i køleskab.

Servér fx med en god olivenolie, tomater, frisk basilikum og salt og peber.
Velbekomme!

 

Kilde: Hjemmeriet.dk