Hurtig Kimchi

Få opskriften på det fermenterede kål fra Korea.

Ingredienser:

750 g Kinakål (ca. 75%)

200 g gulerødder

50 g forårsløg

Kål og grøntsager i alt = 1000g

30 g Himalaya salt/havsalt (3%)

Kimchipaste

Dette er en større portion end der skal bruges. Resten kan benyttes til at spice madlavningen op. Alle ingredienser er ca. mål så smag jer frem:

3 fed hvidløg

2 chilier

20 g ingefær

2 spsk. rismel (kan udelades)

2 spsk. Fiskesauce

2 spsk. Kogende vand

1 spsk. sukker

Fremgangsmåde:

Lav kimchipasten ved at blende alle ingredienserne sammen.

Fjern de yderste blade af kinakålen og gem dem til senere. Skær resten af kålen på langs i fire dele, skærs yderligere i ca. 4 cm store stykker. Rens og skær de andre grøntsager, som du ønsker i din kimchi. I dette tilfælde gulerødder og forårsløg. (Du kan bruge bl.a. gulerødder, æbler, forårsløg, radiser, agurker, selleri osv.)

Vægt af grøntsager + kål i alt: ca. 1 kg

Hæld alle grøntsagerne i en stor skål. Tilsæt 30 g salt + 30 g kimchi-paste. Massér det godt ind i grøntsagerne – brug evt. handsker. Bliv ved med, at massere i 5 minutter eller mere, indtil kinakålen afgiver sin væde.

Kimchiblandingen kommes nu på et patentglas, og væden hældes over. Der skal være ca. 4 cm luft op til glassets låg. Det er vigtigt, at der er væde nok til at dække kålen helt. Hvis ikke der er nok væde, laves der en saltlage med 3% salt til at supplere med.

Fold de store yderste kålblade, som lægges ovenpå kimchien. Tryk dem ned, så alt kimchi er dækket af væden.

Stil glasset et sted, hvor der er mellem 18 – 20 grader i ca. 5 – 7 dage.

Åbn låget på glasset flere gange om dagen for at frigive trykket der dannes af fermenteringen.

Når der er gået 5 dage, skal der smages på kimchien. Hvis den er tilpas syrlig til din smag, så stilles kimchien på køl.

Når der er gået maksimum 7 dage, bør den være færdig, men det kan afhænge af temperaturen i rummet. Jo varmere jo hurtigere fermenterer kimchien.

Stil kimchien på køl indtil den skal bruges. Kan holde sig op til 6 måneder på køl.