Variation af Tarte flambée eller Flámmenküeche

Denne franske version af en hvid pizza består oprindeligt af creme fraiche, løg og bacon. I denne version er baconen taget ud, og i stedet er løgene karamelliseret med fiskesauce/garum for at tilføje umami til retten.

Opskriften er beregnet til 4 personer.

Ingredienser:

250 g hvedemel

2 tsk. Salt

3 spsk. olivenolie

1,5 dl vand

Fyld:

2 dl creme fraiche 18%

1 æggeblomme

Muskatnød

3 store løg

2 spsk. balsamico eddike

3 spsk. honning

3 spsk. fiskesauce/garum

Salt og peber

Friske krydderurter

Fremgangsmåde:

Bland mel, salt, olie og vand sammen til en samlet dej. Dejen må ikke klistre, så tilføj evt. lid mere mel. Lad dejen hvile 1 time, mens fyldet klargøres.

Varm ovnen på til 275 (max temperatur) med en bageplade eller pizzasten inde i ovnen.

Skær løgene i tynde halve ringe og varm dem på en pande med olivenolie. Løgene må ikke blive mørke, de skal blot stege ved lav temperatur, så de bliver klare. Når løgene er møre, tilføres balsamico og honning, og løgene karamelliserer ved lav varme i 5-10 min. Rør i blandingen undervejs. Tilfør fiskesauce/garum de sidste 2 min og rør godt rundt i løgene.

Bland creme fraiche med æggeblomme og smag til med muskatnød, salt og peber.

Del dejen i 2 kugler. Læg den ene kugle på et stykke bagepapir og rul den ud til et helt tyndt lag. Smør halvdelen af creme fraiche-blandingen på dejen, kom halvdelen af løgene på og top med en smule olivenolie. Hiv bagepapiret over på den varme bageplade, og bag ”pizzaen” til den er gylden ca. 10 min. Drys friske krydderurter på toppen og evt. et par dråber fiskesauce/garum. Spis straks mens den næste Tarte flambée er i ovnen.